Mærkedag

I dag er det den 3. oktober. Det er årsdagen for min Fars død. Afstanden fra de to år, der er gået til nu, tilbagelægges med forbløffende lethed. I så høj grad at det føles som om, det var i går, når jeg tænker over det. Der er sket meget med mit liv siden. Også i min opfattelse af livet. Sorgen har af åbenlyse årsager fået en plads, hvor den tidligere var så godt som ikke-eksisterende. Dette blogindlæg handler om, hvordan min sorg er blevet formet og forandrer sig, som tiden går.

Min fars død
Hvis du kender mig personligt, har du måske fulgt med på sidelinjen, da jeg har benyttet sociale medier såsom bloggen Sindelag til at sætte ord på mine oplevelser og min sorg tidligere. Sindelags tilblivelse trækker tråde til den første dag i oktober 2017, hvor min Far netop havde fået plads på hospice. Det klinger paradoksalt; Tænk at vente på at få en plads for at dø. Det var dog med stor taknemmelighed, at han endelig fik den stue på Sankt Lukas Stiftelsens Hospice.

På dette tidspunkt havde min far været syg i 4 måneder med kræft i spiserøret og spredning til knoglerne i ryggen og resten af maven. Forløbet havde været brutalt og ledt. Man valgte at gå til det med alt for agressiv (livsforlængende) strålebehandling hvilket muligvis var årsagen til den pludseligt væsentligt hurtigere spredning af kræften. Øget celledeling af kræften er en underkendt, mulig konsekvens af stråleterapi. Under alle omstændigheder var kræften der for at blive.
Min far havde en utrolig værdighed og accept omkring sin situation. Han insisterede på at vi – hans børn og hans kæreste – skulle nå at få sagt, få talt om og få spurgt ind til alt, vi havde behov for.

Morgenen for hans død havde han været uden for bevidsthed i lige over 12 timer. Det var en iskold oktober-dag med en lysende blå himmel og vinde, der fik de gyldne blade til at hvirvle overalt gennem luften. Jeg var hos ham – faktisk helt oppe i sengen med ham – da hans hjerte holdt op med at slå. Det var udramatisk og uendeligt sorgfuldt.

Sorgen i begyndelsen
I starten var sorgen fuldkommen lammende. I vantro så jeg verden omkring mig fare videre, mens mit indre var gået fuldkommen i stå. W. H. Auden beskriver det meget præcist i sit digt Stop All the Clocks. Starten lyder sådan her:

Stop all the clocks, cut off the telephone,
Prevent the dog from barking with a juicy bone,
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come.
Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message “He is Dead”.

Sorgen lod sig dog hurtige forme af øvrige vilkår i mit liv, der kun tillod den at fylde i glimt. På samme tidspunkt havde min Mor fået endnu en blodprop i hjernen, hvilket gjorde hendes sidste levetid uværdig og uendelig på samme tid. Fordi min Mor var så syg op til og især efter min Fars død, var der kun plads til sorgen i begrænset omfang. Bekymringerne og stressen over hendes sygdom optog næsten al plads. Samtidig – faktisk dagen efter min Fars bisættelse – opdagede vi, at min kærestemor (stedmor/Fars kæreste) også var blevet syg med kræft – bugspytkirtlen med spredning til maven. I efteråret 2018 døde min mor og 3 måneder senere døde min kærestemor.

Sorgens forandring
Nogle beskriver sorg som kærlighed, der er blevet hjemløs. Sådan ser jeg det ikke. Jeg betragter nærmere sorgen som det hjem, hvor kærligheden nu holder til. Før var kærligheden til mine forældret jo knyttet til dem og den relation, vi havde. Da de døde, forsvandt kærlighedens fysiske forankring.
Nu holder den til i sorgen, fordi de to er blevet forbundne. Når jeg mærker kærligheden til min Far fx, er det jo ufravigeligt knyttet til savn og sorg over tabet af ham. Men det er også i sorgen, at jeg mærker kærligheden. Savnet. Minderne. Tankerne om alle de gode og sjove ting, vi har oplevet sammen.
Dette betyder to ting:

1) Om sorgen en dag føles mest som et stik eller en anden dag føles helt overvældende, så er sorgen blevet mere nuanceret under alle omstændigheder. I starten var den kun smertefuld; nu er den ikke KUN svær. Den er jo også tankevækkende, mindevækkende. Sorgen og kærligheden går hånd i hånd.

2) Det er i sorgen, at jeg tættest på min Mor, min Far og min kærestemor. Det er jo dér, jeg mærker dem mest. Dér jeg husker dem bedst. Dér hvor de er så allestednærværende, at det nogle gange føles som om, de står lige ved siden af mig.

For mit indre fremkalder jeg et billede af sorgen som var det et smykke, jeg bar om min hals. Netop fordi den ikke kun gør ondt, er jeg begyndt at tillade mig selv at bære den og til tider sågar dyrke den. Alt med måde, naturligvis.
Men i dag mindes jeg min Far med større omtanke end de øvrige dage. Savnet føles lige nu så voldsomt, at det gør helt ondt i knoglerne. Sådan kan det også være sommetider.
Jeg tillader det at gøre ondt. Og tænder et lys senere i dag. Bare fordi…

//Signe Marie