Mærkedag

I dag er det den 3. oktober. Det er årsdagen for min Fars død. Afstanden fra de to år, der er gået til nu, tilbagelægges med forbløffende lethed. I så høj grad at det føles som om, det var i går, når jeg tænker over det. Der er sket meget med mit liv siden. Også i min opfattelse af livet. Sorgen har af åbenlyse årsager fået en plads, hvor den tidligere var så godt som ikke-eksisterende. Dette blogindlæg handler om, hvordan min sorg er blevet formet og forandrer sig, som tiden går.

Min fars død
Hvis du kender mig personligt, har du måske fulgt med på sidelinjen, da jeg har benyttet sociale medier såsom bloggen Sindelag til at sætte ord på mine oplevelser og min sorg tidligere. Sindelags tilblivelse trækker tråde til den første dag i oktober 2017, hvor min Far netop havde fået plads på hospice. Det klinger paradoksalt; Tænk at vente på at få en plads for at dø. Det var dog med stor taknemmelighed, at han endelig fik den stue på Sankt Lukas Stiftelsens Hospice.

På dette tidspunkt havde min far været syg i 4 måneder med kræft i spiserøret og spredning til knoglerne i ryggen og resten af maven. Forløbet havde været brutalt og ledt. Man valgte at gå til det med alt for agressiv (livsforlængende) strålebehandling hvilket muligvis var årsagen til den pludseligt væsentligt hurtigere spredning af kræften. Øget celledeling af kræften er en underkendt, mulig konsekvens af stråleterapi. Under alle omstændigheder var kræften der for at blive.
Min far havde en utrolig værdighed og accept omkring sin situation. Han insisterede på at vi – hans børn og hans kæreste – skulle nå at få sagt, få talt om og få spurgt ind til alt, vi havde behov for.

Morgenen for hans død havde han været uden for bevidsthed i lige over 12 timer. Det var en iskold oktober-dag med en lysende blå himmel og vinde, der fik de gyldne blade til at hvirvle overalt gennem luften. Jeg var hos ham – faktisk helt oppe i sengen med ham – da hans hjerte holdt op med at slå. Det var udramatisk og uendeligt sorgfuldt.

Sorgen i begyndelsen
I starten var sorgen fuldkommen lammende. I vantro så jeg verden omkring mig fare videre, mens mit indre var gået fuldkommen i stå. W. H. Auden beskriver det meget præcist i sit digt Stop All the Clocks. Starten lyder sådan her:

Stop all the clocks, cut off the telephone,
Prevent the dog from barking with a juicy bone,
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come.
Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message “He is Dead”.

Sorgen lod sig dog hurtige forme af øvrige vilkår i mit liv, der kun tillod den at fylde i glimt. På samme tidspunkt havde min Mor fået endnu en blodprop i hjernen, hvilket gjorde hendes sidste levetid uværdig og uendelig på samme tid. Fordi min Mor var så syg op til og især efter min Fars død, var der kun plads til sorgen i begrænset omfang. Bekymringerne og stressen over hendes sygdom optog næsten al plads. Samtidig – faktisk dagen efter min Fars bisættelse – opdagede vi, at min kærestemor (stedmor/Fars kæreste) også var blevet syg med kræft – bugspytkirtlen med spredning til maven. I efteråret 2018 døde min mor og 3 måneder senere døde min kærestemor.

Sorgens forandring
Nogle beskriver sorg som kærlighed, der er blevet hjemløs. Sådan ser jeg det ikke. Jeg betragter nærmere sorgen som det hjem, hvor kærligheden nu holder til. Før var kærligheden til mine forældret jo knyttet til dem og den relation, vi havde. Da de døde, forsvandt kærlighedens fysiske forankring.
Nu holder den til i sorgen, fordi de to er blevet forbundne. Når jeg mærker kærligheden til min Far fx, er det jo ufravigeligt knyttet til savn og sorg over tabet af ham. Men det er også i sorgen, at jeg mærker kærligheden. Savnet. Minderne. Tankerne om alle de gode og sjove ting, vi har oplevet sammen.
Dette betyder to ting:

1) Om sorgen en dag føles mest som et stik eller en anden dag føles helt overvældende, så er sorgen blevet mere nuanceret under alle omstændigheder. I starten var den kun smertefuld; nu er den ikke KUN svær. Den er jo også tankevækkende, mindevækkende. Sorgen og kærligheden går hånd i hånd.

2) Det er i sorgen, at jeg tættest på min Mor, min Far og min kærestemor. Det er jo dér, jeg mærker dem mest. Dér jeg husker dem bedst. Dér hvor de er så allestednærværende, at det nogle gange føles som om, de står lige ved siden af mig.

For mit indre fremkalder jeg et billede af sorgen som var det et smykke, jeg bar om min hals. Netop fordi den ikke kun gør ondt, er jeg begyndt at tillade mig selv at bære den og til tider sågar dyrke den. Alt med måde, naturligvis.
Men i dag mindes jeg min Far med større omtanke end de øvrige dage. Savnet føles lige nu så voldsomt, at det gør helt ondt i knoglerne. Sådan kan det også være sommetider.
Jeg tillader det at gøre ondt. Og tænder et lys senere i dag. Bare fordi…

//Signe Marie

Sorg og krise som læremester

Sorg og tab
I dag optager sorg mig.
Men til en forandring er det ikke blot sorgen over tabet af min far, men sorg i almindelighed, og mine forskellige oplevelser med sorg i særdeleshed.
Sorg og tab hænger uløseligt sammen. Sorg rettet mod tabet af nogen, man elsker eller elskede, betragter jeg som en kærlighed, der er blevet hjemløs. Man ved simpelt hen ikke, hvor man skal gøre af den.

Der er ingen tvivl om, at jeg aldrig har prøvet en sorg mage til den, jeg mærker i forbindelse med tabet af min far, men jeg har oplevet andre former for tab, som har efterladt ar på min krop og mit sind. Tabet af en kærlighed eller stor forelskelse er på en lidt anden måde noget af det værste jeg har prøvet.

Tab af kærlighed eller forelskelse
Min første store kærlighed gik fra mig. Jeg var i starten af tyverne, han var i starten af fyrrerne, og han var drænet efter et langt år med min svære depression (hvilket blandt andet er noget af det, jeg fortæller om i mine foredrag). Da han gik fra mig, forsvandt den sidste rest af jord og ståsted under mine fødder. Måden det skete på var svær og smertefuld, fordi han gjorde det forbi i et brev og praktisk talt fra den ene dag til den anden forsvandt ud af mit liv. Jeg har ikke set ham siden eller på nogle måder fået anerkendt min eksistens de få gange, jeg har kontakten ham siden 2011. Hele min identitet og min følelse af værd var på spil, og en overgang mistede jeg troede på, at livet på nogen måder var eller ville blive værd at leve igen. Det var noget af en mavepuster.

At blive forladt og gået fra er brutalt og pinefuldt. Det tager lang tid at rette op på de afveje, sindet kan føre én, når man bliver valgt fra af en, man elsker og troede, man skulle dele resten af livet med

I 2017 sagde jeg farvel til en relation, og det var første gang at et brud skete på mit initiativ. På mange måder var netop det farvel meget specielt, fordi det hurtigt blev overskygget af de omstændigheder, at man fandt tumoren i min fars spiserør cirka to uger efter bruddet.
Til trods for min beslutning om at afslutte det der var, prøvede vi en kort tid at ændre vores forhold; få det til at fungere i en anden form. Det lykkedes ikke, og det er jeg meget taknemmelig for i dag.
Der havde jo ligesom været en grund til, at jeg ville og måtte ud af det forhold:
Jeg er taknemmelig for, at jeg evnede og turde at lytte til mig selv, også selvom jeg ugerne efter vaklede lidt i min beslutning, og at vores dialog endte med at blive  uværdig og grim.

Tiden læger – hvis ikke alle, så – mange sår

Jeg kan stadig føle sorg, men nok mest fordi jeg har svært ved at bearbejde og håndtere den vrede, jeg også føler. Det er en af de følelser, jeg ikke altid ved, hvad jeg skal gøre ved.

Sorg sat i perspektiv
Med 2017 og starten af 2018, hvor sygdom og tab og sorg og krise har præget mig og mit liv, har jeg fået et lidt andet og mindre naivt syn på tilværelsen.
På nogle måder ser jeg det forgangne år i et andet lys.
For eksempel har jeg meget svært ved at genkalde den konstante og latente følelse af uretfærdighed, der altid i mit voksne liv har siddet under huden på mig.
Jeg kan simpelt hen ikke føle, at det er uretfærdigt. Jeg synes, det er hårdt, sorgfuldt, frustrerende, vanvittigt ligefrem, men uretfærdigt…? Well, ingen sagde nogensinde, at det ville blive let, vel? På samme måder kan jeg ikke rigtig føle, at det er synd for mig. Det er forfærdeligt og hårdt, som sagt, men min fars død er jo ikke gjort mod mig. Min mors sygdom sker ikke, for at jeg skal lære noget. Krisen er ikke til for min ære. Det. Er. Bare. Livet.

På et tidspunkt en måned eller to inde i min fars sygdomsforløb, da det var gået op for os, at helbredelse ikke var inde for rækkevidde, sagde én til min far, at det var så uretfærdigt, at han skulle dø. Han vendte sig om mod hende og sagde:

“Uretfærdigt? Hvis du vil vide, hvad der er uretfærdigt, så er det mange krigsofre, børn og flygtninge i Syrien, der hver dag kæmper for overlevelse”

Det er en meget vigtig tanke at huske på, at alt kan sættes i perspektiv. Jeg vil på INGEN måder negligere mit og vores PERSONLIGE og store tab, men alt kan sættes i perspektiv.

Krisens paradoks – forandring
En anden ting som tabet og krisen har lært mig er at have endnu mere fokus på taknemmelighed over de ting, jeg har tilbage.
Jeg har også lært en ting om mine egne grænser.
Hvis jeg kan overleve at gennemgå sådan et halvandet år, så kan jeg overleve alt. Det tror jeg virkelig og inderligt på. Til tider har jeg det dog lidt som om, jeg er ved at lære at gå igen, og før jeg kan det, skal jeg lære at kravle. En ny start, med andre ord.
I en mere moderne psykiatri er skabt Tidalmodellen, som omhandler arbejdet med psykiatriske patienter og borgere. Den har til hensigt, at menneske med en psykisk lidelse anskueliggør og italesætter (finder sin stemme) sin livsanskuelse og livsfortælling (erfaringer) og gennem dette finder sin egen helbredelse og sine egne ressourcer i en videre recovery (The Tidal Model – Mental sundhed, indsigelse og recovery, 2015, Phil Barker & Poppy Buchanan-Barker).

Én af de fundamentale forudsætninger i teorien er, at man forstår krisen paradoks, som den proces, der faktisk kan skabe muligheder og positive forandringer

Det er utroligt meget min overbevisning, at enhver krise rummer netop det paradoks – en så svær tid, som jeg har oplevet det seneste år, muliggør jo også forandringer i mig, hvilket har efterladt mig mere taknemmelig, stærkere, mere rustet til livet og givet mig nye perspektiver til at kunne gennemleve og forstå en krise en anden gang.

Krisen er som at blive ramt af en granat
Det er som at stå i de sodede og itu-sprængte ruiner af en verden, der engang var; en verden som man kendte godt. Eksplosionen har efterladt én døv efter braget, blindet af aske, lamslået efter chokket og dækket til i støv og murbrokker.
Når støvet stadig hvirvler i luften, kan man ikke forvente, at man skal kunne gå og stå og ordne og fikse og komme sig. Der handler det udelukkende om overlevelse.
På et tidspunkt vil asken være faldet til jorden, måske kan man gnide øjne og rømme sig, så man får stemmens og synets evne igen. Der er stadig ikke plads til at genopbygge noget som helst, det handler om at trække luft ind og sikre sig, at man kan stoppe de blødende sår på ens krop (og sjæl!).
Langsomt langsomt vil sollyset kunne ses igen. Man har konstateret at kroppen stadig lever og fungerer, trods de ar og sår og skader, den måske har pådraget sig.
Først efter dette, og formentlig et godt stykke tid efter, kan man begynde at orientere sig igen; løfte blikket og se den verden, der nu har ændret sig for bestandig. Nu kan man begyndte oprydningen for at gøre plads til at bygge sig selv og sin verden op igen.

Det var en af de længere metaforer, men det er virkelig sådan jeg oplever det, når jeg tænker på 2017/starten af 2018.

Sorg som kærlighed med omvendt fortegn
Et af mine familiemedlemmer fortalte mig den anden dag, at man kan betragte sorg mere som en følelser, der kommer og går i modsætning til en mere traditionel forestilling om, at sorg er en tilstand eller fase, man ligesom skal igennem, før man kommer videre med sit liv. Jeg kan godt lide den første beskrivelse. Den passer meget til min egen oplevelse i forhold til tabet af min far. I starten græd jeg meget og hele tiden, men efterhånden er det mere blevet som en bølge, der ind i mellem skyller ind over mig. Andre tidspunkter tænker jeg kun gode minder, og sorgen ledsages også af varme og kærlige erindringer. Med andre ord opleves den mere nuanceret, mere alsidig. Det er nok derfor jeg ser sorgen som kærlighed med omvendt fortegn. Hvis jeg ikke havde haft elsket, ikke elskede, ville sorgen jo være af en ganske anden karakter. Sorgen er netop smerten ved påmindelsen om kærligheden der er; den hjemløse kærlighed. Derfor øver jeg mig i at se sorgen tosidethed. Jeg øver mig i at få øje på taknemmeligheden, kærligheden og glæden, som ligger indlejret i en kapsel af sorg. For uanset hvad sorgen retter sig mod – en ven eller et familiemedlem eller en kærlighed der er gået bort eller én man har sagt farvel til, minder om ting og tilstande, der har været – så ville det ikke gøre så forbandet ondt, hvis der ikke havde været noget godt. Og det gode – hvor tabt det end må være – er jeg taknemmelig for overhovedet at have fået lov til at opleve..

God søndag

//Signe Marie

Januar – hvad siger sygeplejersken?

Sygeplejersken er Dansk Sygeplejeråds Fagblad og udkommer en gang om måneden.
Det har til formål at den”…faglige udvikling skal beskrives og debatteres” og at sætte “…sygeplejerskers interesser på dagsordenen og [være] med til at styrke medlemmernes handlemuligheder som sygeplejerske, sygeplejestuderende, samfundsborger og som gruppe.” (kilde: https://dsr.dk/sygeplejersken/om-sygeplejersken)
I 2018 vil jeg hver måned opridse den måneds Sygeplejerskens aktuelle temaer og kort reflektere over emnets relevans og betydning for den hverdag, jeg oplever i mit arbejde.

Forsiden på januars udgave af Sygeplejersken vidner om tre gennemgående temaer; lønforhandlinger, evidens og sorg.

Hvad får du i løn?
Jeps, det første tema handler i denne måned om overenskomstforhandlingerne for offentligt ansatte. I forbindelse med OK18 (overenskomstforhandlingerne, som er startet her i januar 2018) fremsættes to slags krav: De generelle og de specifikke.
De generelle krav omfatter blandt andet forhandlinger om løn, forbedret arbejdsmiljø og rettigheder ifht sygdom og tilsvarende. Disse krav foregår på både kommunalt, regionalt og statsligt plan.

De specifikke krav har blandt andet fokus på pensions-forhandlinger og stiller endvidere krav til videreuddannelse og lederes arbejdsvilkår, mm. Disse foregår på et kommunalt og regionalt plan.
På DSR’s hjemmeside kan man læse meget mere om 2018’s overenskomstforhandlinger – læs mere her

Jeg skal være helt ærlig at sige, at mit kendskab til netop denne del – løn, vilkår, rettigheder, mm. – er det område, jeg ved mindst om. Et af min faglige mål for i år er netop at få indblik i denne side af mit fag og min ansættelse; til dels for at have overblik over min egen arbejdssituation og kunne være min egen “talskvinde”, men også for på længere sigt at vide og forstå og dermed kunne formidle dette videre.

Hvorfor gør du, som du gør?
Næste tema er evidens. På sygeplejestudiet fik vi proppet ned i halsen, at sygeplejen arbejder mod udvikling inde for evidensbaseret praksis (EBP). På daværende tidspunkt havde jeg ret svært ved at forlige mig med begrebet, fordi jeg som idealistisk, følsom sygeplejestuderende med forkærlighed for holistisk sygepleje og kvalitativ tilgang til faget oplevede evidens som den diametrale modsætning til netop dette.

Evidensbaseret sygepleje syntes at få et fokus på bekostning af den mere “menneske-til-menneske”-sygepleje, som jeg længtes efter at udøve. Og man KAN mene, at evidens og kvantitative undersøgelser sommetider ligger lidt fjernt fra det enkelte menneske. Man KAN også reflektere over, om man i praksis føler sig fritaget for personlig såvel som faglig refleksion, hvis bare der er en retningslinje bag?

Men men men… Signe Marie er blevet mere moden som sygeplejerske, og jeg er i langt højere grad af den holdning, at man i en travl hverdag i klinisk praksis, er nødt til have evidens i form af udgivet forskning og ensretning i form af kliniske retninglinjer og vejledning for best practise; hvad end specialet kræver mange instrumentelle færdigheder eller mere holistisk, psykosocial sygepleje.

Desuden arbejder jeg som forholdsvis ny, men meget struktureret sygeplejerske ud fra den devise, at retningslinjer og evidens er den betingelse, der muliggør klinisk ‘improvisation’. Med andre ord, først når vi kender og forstår reglerne, vi arbejder ud fra, kan vi i en specifik situation – hvis påkrævet – afvige fra “det man gør” og forstå konsekvenserne af det.

Hvordan hjælper man et menneske i sorg?
Det sidste tema fra Sygeplejersken, jeg vil nævne her, er emnet sorg. For min del meget relevant, men det er jo mere interessant at snakke om i forhold til den almene sygepleje. Temaet om sorg opridser den gængse sorg-teori og præsenterer en nyere teori/forståelse som blandt andet ligger til grund for en ny sorgrådgiveruddannelse.

I mit arbejde på et akutafsnit, hvor folk den ene dag er helt sunde og raske og den næste dag er akut og kritisk syge, møder jeg mange eksistentielle problemstillinger i mødet med patienter og pårørende.
Potentialet for at hjælpe mennesker, som er akut og kritisk syge er stort, men der er ikke altid noget at gøre.
Således har jeg mange gange været sygeplejersken til en patient og dennes pårørende i dyb og akut sorg. Nu har jeg aldrig følt det særligt svært at tale med mennesker, ej heller om svære emner, men sommetider har det indeni klinget lidt hult at “tage del” i andre menneskers sorg, når jeg i sagens natur ikke kan betræde den sti sammen med dem. Måske almenmenneskeligt, jo, men jeg er også professionel.

Nu har jeg netop mistet min far og kan på den vis relatere mere personligt, hvilket jeg ikke betragter som en fordel. Det kræver mere af mig at forblive professionel, men det er jeg meget bevidst om. Men jeg tænker, at mange afdelinger og sygeplejersker kunne drage stor nytte af flere kompetencer i forhold til at støtte i de eksistentielle og almenmenneskelige problemstillinger, som faget rummer.

Hvis man ikke er medlem af DSR eller abonnent på bladet, kan de lånes på langt de fleste biblioteker. God læselyst 🙂

 

Er man sine følelser, eller har man sine følelser?

“Signe, i starten vil alle dine venner være der for dig. De vil være opsøgende, byde sig til, spørge til hvordan du har det og tage del i din sorg. Om et halvt år vil ingen længere høre om det”

Sådan sagde min fars kæreste til mig for nyligt, da vi talte om sorgen efter tabet af min far.  Det er formentlig noget fortegnet, men jeg ser også sandheden i det. På et tidspunkt vil jeg have sagt det højt mange gange, man vil have hørt det mange gange, de samme trøstende ord er blevet sagt mange gange. Vennerne vil holde op med at spørge ind til det. De vil forvente, at jeg kommer videre. At jeg lærer at leve med det.

Jeg har ikke travlt med at forcere bearbejdelsen af min fars død. Det har sin berettigelse, og jeg skal ikke præstere noget. Men der er stor forskel på, hvordan man bærer sorgen med sig. Jeg ser og har set mennesker, som aldrig lærer at leve med sorgen, men som lever i sorgen og for sorgen. Ind i mellem kan jeg tænke, at hvis jeg ikke føler sorgen nok lige nu og lige her, så vil jeg glemme min far. Det er min frygt, at hvis jeg ikke hele tiden kan mærke det, mister jeg det af ham, jeg har tilbage. Og på den vis forstår jeg godt, at man ikke kan slippe smerten og tabet.

Men livet er for de levende.

Og jeg tror på, at jeg altid vil bære min far med mig. Det afgørende er, hvordan jeg bærer det.

Man kan gå med sin sorg (eller sine følelser, sin sygdom, sin fortid, sin diagnose) uden på tøjet, som var det en stor frakke. Det er sådan man træder ud i livet, klædt i den frakke, og det er sådan omverdenen ser en. Frakken adskiller én fra den omgivende verden; altid dækket af det tykke lag tøj.

Jeg tror og håber, at man kan lærer at bære sorgen (eller de følelser, den sygdom, den fortid eller den diagnose) som et smykke om halsen eller tilsvarende. Således vil man altid have og bære den sorg (og den kærlighed!) med sig, aldrig glemt, og det kan let skjules under blusen og tages frem, når det er rette tid. Et smykke forhindrer heller ikke én i at være i og mærke omverdenen og livet – på godt og ondt.

Lige nu går jeg iklædt en tung og tyk frakke. Den beskytter mig fra kulden udefra, men den føles også tyngende og hæmmende. Men det kommer jeg ikke til at blive ved med.

Jeg er ikke kun nogens datter, der netop har mistet sin far og som har en svært syg mor
Jeg er ikke kun nogens barnebarn, der netop har mistet sin mormor.
Jeg er ikke kun sørgende og ikke kun fanget i mine egne følelser.

At leve er at satse.
At elske er da om noget et sats.
Begge er sats, jeg er villig til at tage.

Jeg vil aldrig komme over min fars død. Men jeg vil lære at leve med sorgen.
Og sorg eller ej, det skal ikke forhindre mig i at leve mit liv.

Lige nu er mange ting alt, alt for smertefulde. Julen føles dybt anstrengende, og tanken om det snarlige livlige forår skræmme giver mig en følelse af kvalme.
Til april kommer vi til min fars fødselsdag, og til september skal jeg fejre min med visheden om, at han ikke kan give mig den buket blomster, han har foræret mig hvert år på min fødselsdag, siden jeg var 6 år gammel.

Men på et tidspunkt, om noget tid, vil minderne og erindringen om ham finde sin plads.Og så vil jeg have smidt frakken og i stedet gå med et fint lille smykke om halsen. Det passer også bedre til alle de mange kjoler, jeg har tænkt mig at gå i, når sommeren, solen og lyset vender tilbage…

Juletid

National overgearing, købetrang og købetvang, forbruger-jul og så naturligvis det, det hele handler om: Samvær med dem man holder af.
På juleaftener har vi på min mors side af familien en tradition. Efter dans om juletræet i højt tempo, sætter vi os alle ned, stille, og synger Dejlig er jorden. Det gør vi i erindring om dem, der ikke længere er hos os.

I år holder jeg jul hos min mor. Og den aften vil både hun og jeg være nogens datter. Både hun og jeg mistede en forælder i år, endda inde for meget få måneder, så jeg forudser, at det vil blive en følelsesladet stund.

Egentlig havde jeg ikke lyst til at holde jul i år.
Så skete der det, at min yngste lillebror (som har en anden far end mig) havde misforstået en samtale med min mor og pludseligt og uventet troede, han måske ikke skulle holde jul. At se denne unge mand bryde fuldkommen sammen (det gør han aldrig) fik mig til at indse, at julen og ikke mindst livet går videre omkring én. Hvis ikke for mig selv, hvis ikke for andet, så for min lillebror er julen værd at holde og fejre. Det er måske sidste gang, at jeg og min ældste lillebror kan holde jul igen med den yngste, og vi besluttede os derfor, at vi tager til Jylland juleaften.

På en måde er det et rigtig fint eksempel på den evighed, der også ligger i forgængeligheden. Selvom alt forgår; selvom elskede dør, så fortsætter livet. Hvor ubærligt eller meningsløst det end må synes, så fortsætter det. Og på et tidspunkt – tror jeg – kommer man hvis ikke over det, så videre med det.

“Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang” (- Dejlig er jorden)

Når blot det at miste én kan forandre min verden så grundlæggende, føles det underligt at sande, at min far blot var ét menneske, at jeg blot er ét menneske. Der er intet særegent eller mystisk i at miste en forælder. Men for mig er det bare første gang.

Det er nu starten af december. Der er gået over to måneder, to måneder!, siden min far gik bort. Jeg drømmer om ham hver nat, og om dagen griber jeg telefonen for at ringe til ham, før det går op for mig, at han ikke kan svare. Jeg savner ham. Jeg savner ham på en måde, jeg ikke troede, jeg kunne savne et andet menneske.
Julen er her lige om et øjeblik, og selvom han ikke er her, vil han eksistere i ånd og erindring.candle burning brightlyMen julen er ikke kun de dødes fest.
Det er i høj grad festen for de levende.
Det er festen for dem, vi elsker, er sammen med og vil bruge tid sammen med.
Det er festen for at være kommet igennem det forgange år med håb for det nye år.
Det er tiden for midvinter, hvor lyset vender tilbage, og det er tiden for at samles og minde hinanden om det, vi stadig har.

Hvilket, som oftest, viser sig ikke at være så lidt.

 

 

Er døden noget man taler om?

Da jeg var i min første praktik som sygeplejestuderende, erfarede jeg hurtigt, at jeg følte jeg kunne bidrage med noget i sygeplejen til døende. For min del oplevede jeg en enorm ro omkring at pleje og være i nærheden af det menneske, som var ved at sige farvel til livet, og jeg forestillede mig at den ro kunne mærkes.

Senere i løbet af min uddannelse, og især efter at være blevet sygeplejerske, har jeg adskillige gange oplevet, at den døende faktisk får ro af at mærke ro. Det bliver tydeligt, når bare en berøring eller en rolig stemme kan dæmpe motorisk uro og klagelyde.

Det er min opfattelse, at døden er et svært emne at berøre – både i forhold til tanken om de mere eksistentielle sider af døden – Er der både noget bagefter? Hvordan føles det at dø? Vil jeg være bange? Vil det gøre ondt? – men også i forhold til den sorg og følelse af tab, de efterladte står med, som ofte kan være svær at sætte ord på.

I mit arbejde som sygeplejerske har jeg lært at træde varsomt omkring døden. I mødet med pårørende til den døende må det være dem og deres livsopfattelse og grænser, der sætter rammen om den slags samtaler, man kan tillade sig at have.
Selv om jeg kan finde ro i tro og tanken om efterlivet har jeg fuld respekt for, at andre hverken har det sådan eller er interesseret i at høre om det.

Derfor må sygeplejerskens ansvar være at at skabe ro og værdighed omkring den døende. “Den værdige død” er et emne for sig, jeg i øvrigt vil berøre i et kommende indlæg.
Først og fremmest må målet være at lindre den syge, så vedkommende er rolig og tryg og ikke er i smerter. Det er et mål alle sygeplejersker omkring døende mennesker tilstræber.

Om pårørende har jeg bemærket, at man – når man er bange, ked af det, usikker eller i sorg – lægger mærke til bittesmå detaljer, som ikke nødvendigvis er af nogen betydning. Ikke desto mindre bliver det tydeligt, at man behøver noget at holde fast i. Det er aldrig helt gået op for mig, at hvor stor betydning dette er, før jeg selv sad ved siden af min døende far forleden dagen, fuldkommen panisk for en ændring i hans åndedræt.

Således sad jeg i næsten halvandet døgn og vågede jeg over ham, talte til ham, fugtede munden, tørrede ham på panden, kyssede på ham og rørte ham på armen. Mit fokus blev mere snævert, end jeg har oplevet før. Den mindste bevægelse vækkede frygten for, om han mon var i smerter? Hans åndedræt og lyde blev det absolut eneste i verden, der betød noget for mig.

I minutterne op til at han døde, blev han pludselig nærværende. Stadig udenfor bevidsthed, men han bevægede sig lidt og bevægede sit hoved efter lyden af min stemme. Uden at vide hvad jeg skulle gøre, kravlede jeg op i sengen til ham. Jeg holdt om ham og kyssede ham på panden og fortalte ham, at jeg godt kunne forstå, hvis han følte han måtte kæmpe, men nu var det okay, at han gav slip på livet og tog op til farmor og farfar. Jeg kyssede på ham og klemte ham i hånden og inden for få minutter holdt hans hjerte op med at slå.

Det var uendeligt sorgfyldt, men uendeligt fredfyldt.

De seneste dage har gjort mig endnu mere klar over, at folk ikke ved, hvad de skal sige, når nogen er død. Jeg forstår det godt. Ingen ord kan alligevel beskrive sorgen, og man er bange for at sige noget vanærende eller malplaceret.

For mig er der en utroligt lindring i at få lov at sætte ord på døden. Heldigvis var flere af de sygeplejersker på Sankt Lukas Stiftelsens Hospice villige til at lytte til det. Vi tændte lys, vi åbnede vinduet, og jeg fik lov at tale til min far, som lå han lige der og kunne høre hvert et ord.

Det har fået mig til at indse, at sygeplejersker omkring døende og deres pårørende må rumme en stor alsidighed. Foruden at skulle være i stand til at tale om døden og sorgen, skal de også være i stand til ikke at tale om den.

10 ting jeg har lært af og om uhelbredelig kræft

1) Det er ikke på sin plads (som ikke-fagprofessionel) at give råd om behandling, hverken konventionel eller alternativ. Slet ikke hvis man er ved at dø af sygdommen

2) Det er rart at blive spurgt til, hvordan man har det, og at nogle tør tale om død, sorg og tab med én – det kan være en befrielse for syg såvel som pårørende til en syg

3) Man behøver ikke sige noget, der hjælper eller er klogt – det er bare dejligt, hvis nogen lytter og bærer sorgen sammen med én et kort øjeblik.

4) Når den syge har accepteret døden, skal man også gøre det som pårørende – bed aldrig den døende om at holde sig i live for ens egen skyld

5) Tag om muligt stilling (gerne med dine pårørende) – både til testamente, begravelse/bisættelse, livsforlængende behandling og donation

6) En værdig død er ikke nødvendigvis det samme som fraværet af smerter eller lidelse.

7) Kræftens bekæmpelse tilbyder rådgivning, vejledning og grupper for patienter såvel som pårørende og har tilbud til alle med berøring for kræft over hele landet – undersøg det på www.cancer.dk

8) Fordi man skal dø, kan man sagtens stadig være vildt irriterende og stædig – og være fjollet og kærlig også

9) Sorg under sygdommen har også sin berettigelse, og det kan være svært ikke at tænke, at det vil blive en lettelse, når det er slut.

10) Når man er sygeplejerske hedder det ’cancer’, men når man har det tæt inde på livet hedder det pludselig ’kræft’