Mærkedag

I dag er det den 3. oktober. Det er årsdagen for min Fars død. Afstanden fra de to år, der er gået til nu, tilbagelægges med forbløffende lethed. I så høj grad at det føles som om, det var i går, når jeg tænker over det. Der er sket meget med mit liv siden. Også i min opfattelse af livet. Sorgen har af åbenlyse årsager fået en plads, hvor den tidligere var så godt som ikke-eksisterende. Dette blogindlæg handler om, hvordan min sorg er blevet formet og forandrer sig, som tiden går.

Min fars død
Hvis du kender mig personligt, har du måske fulgt med på sidelinjen, da jeg har benyttet sociale medier såsom bloggen Sindelag til at sætte ord på mine oplevelser og min sorg tidligere. Sindelags tilblivelse trækker tråde til den første dag i oktober 2017, hvor min Far netop havde fået plads på hospice. Det klinger paradoksalt; Tænk at vente på at få en plads for at dø. Det var dog med stor taknemmelighed, at han endelig fik den stue på Sankt Lukas Stiftelsens Hospice.

På dette tidspunkt havde min far været syg i 4 måneder med kræft i spiserøret og spredning til knoglerne i ryggen og resten af maven. Forløbet havde været brutalt og ledt. Man valgte at gå til det med alt for agressiv (livsforlængende) strålebehandling hvilket muligvis var årsagen til den pludseligt væsentligt hurtigere spredning af kræften. Øget celledeling af kræften er en underkendt, mulig konsekvens af stråleterapi. Under alle omstændigheder var kræften der for at blive.
Min far havde en utrolig værdighed og accept omkring sin situation. Han insisterede på at vi – hans børn og hans kæreste – skulle nå at få sagt, få talt om og få spurgt ind til alt, vi havde behov for.

Morgenen for hans død havde han været uden for bevidsthed i lige over 12 timer. Det var en iskold oktober-dag med en lysende blå himmel og vinde, der fik de gyldne blade til at hvirvle overalt gennem luften. Jeg var hos ham – faktisk helt oppe i sengen med ham – da hans hjerte holdt op med at slå. Det var udramatisk og uendeligt sorgfuldt.

Sorgen i begyndelsen
I starten var sorgen fuldkommen lammende. I vantro så jeg verden omkring mig fare videre, mens mit indre var gået fuldkommen i stå. W. H. Auden beskriver det meget præcist i sit digt Stop All the Clocks. Starten lyder sådan her:

Stop all the clocks, cut off the telephone,
Prevent the dog from barking with a juicy bone,
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come.
Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message “He is Dead”.

Sorgen lod sig dog hurtige forme af øvrige vilkår i mit liv, der kun tillod den at fylde i glimt. På samme tidspunkt havde min Mor fået endnu en blodprop i hjernen, hvilket gjorde hendes sidste levetid uværdig og uendelig på samme tid. Fordi min Mor var så syg op til og især efter min Fars død, var der kun plads til sorgen i begrænset omfang. Bekymringerne og stressen over hendes sygdom optog næsten al plads. Samtidig – faktisk dagen efter min Fars bisættelse – opdagede vi, at min kærestemor (stedmor/Fars kæreste) også var blevet syg med kræft – bugspytkirtlen med spredning til maven. I efteråret 2018 døde min mor og 3 måneder senere døde min kærestemor.

Sorgens forandring
Nogle beskriver sorg som kærlighed, der er blevet hjemløs. Sådan ser jeg det ikke. Jeg betragter nærmere sorgen som det hjem, hvor kærligheden nu holder til. Før var kærligheden til mine forældret jo knyttet til dem og den relation, vi havde. Da de døde, forsvandt kærlighedens fysiske forankring.
Nu holder den til i sorgen, fordi de to er blevet forbundne. Når jeg mærker kærligheden til min Far fx, er det jo ufravigeligt knyttet til savn og sorg over tabet af ham. Men det er også i sorgen, at jeg mærker kærligheden. Savnet. Minderne. Tankerne om alle de gode og sjove ting, vi har oplevet sammen.
Dette betyder to ting:

1) Om sorgen en dag føles mest som et stik eller en anden dag føles helt overvældende, så er sorgen blevet mere nuanceret under alle omstændigheder. I starten var den kun smertefuld; nu er den ikke KUN svær. Den er jo også tankevækkende, mindevækkende. Sorgen og kærligheden går hånd i hånd.

2) Det er i sorgen, at jeg tættest på min Mor, min Far og min kærestemor. Det er jo dér, jeg mærker dem mest. Dér jeg husker dem bedst. Dér hvor de er så allestednærværende, at det nogle gange føles som om, de står lige ved siden af mig.

For mit indre fremkalder jeg et billede af sorgen som var det et smykke, jeg bar om min hals. Netop fordi den ikke kun gør ondt, er jeg begyndt at tillade mig selv at bære den og til tider sågar dyrke den. Alt med måde, naturligvis.
Men i dag mindes jeg min Far med større omtanke end de øvrige dage. Savnet føles lige nu så voldsomt, at det gør helt ondt i knoglerne. Sådan kan det også være sommetider.
Jeg tillader det at gøre ondt. Og tænder et lys senere i dag. Bare fordi…

//Signe Marie

Sorg og krise som læremester

Sorg og tab
I dag optager sorg mig.
Men til en forandring er det ikke blot sorgen over tabet af min far, men sorg i almindelighed, og mine forskellige oplevelser med sorg i særdeleshed.
Sorg og tab hænger uløseligt sammen. Sorg rettet mod tabet af nogen, man elsker eller elskede, betragter jeg som en kærlighed, der er blevet hjemløs. Man ved simpelt hen ikke, hvor man skal gøre af den.

Der er ingen tvivl om, at jeg aldrig har prøvet en sorg mage til den, jeg mærker i forbindelse med tabet af min far, men jeg har oplevet andre former for tab, som har efterladt ar på min krop og mit sind. Tabet af en kærlighed eller stor forelskelse er på en lidt anden måde noget af det værste jeg har prøvet.

Tab af kærlighed eller forelskelse
Min første store kærlighed gik fra mig. Jeg var i starten af tyverne, han var i starten af fyrrerne, og han var drænet efter et langt år med min svære depression (hvilket blandt andet er noget af det, jeg fortæller om i mine foredrag). Da han gik fra mig, forsvandt den sidste rest af jord og ståsted under mine fødder. Måden det skete på var svær og smertefuld, fordi han gjorde det forbi i et brev og praktisk talt fra den ene dag til den anden forsvandt ud af mit liv. Jeg har ikke set ham siden eller på nogle måder fået anerkendt min eksistens de få gange, jeg har kontakten ham siden 2011. Hele min identitet og min følelse af værd var på spil, og en overgang mistede jeg troede på, at livet på nogen måder var eller ville blive værd at leve igen. Det var noget af en mavepuster.

At blive forladt og gået fra er brutalt og pinefuldt. Det tager lang tid at rette op på de afveje, sindet kan føre én, når man bliver valgt fra af en, man elsker og troede, man skulle dele resten af livet med

I 2017 sagde jeg farvel til en relation, og det var første gang at et brud skete på mit initiativ. På mange måder var netop det farvel meget specielt, fordi det hurtigt blev overskygget af de omstændigheder, at man fandt tumoren i min fars spiserør cirka to uger efter bruddet.
Til trods for min beslutning om at afslutte det der var, prøvede vi en kort tid at ændre vores forhold; få det til at fungere i en anden form. Det lykkedes ikke, og det er jeg meget taknemmelig for i dag.
Der havde jo ligesom været en grund til, at jeg ville og måtte ud af det forhold:
Jeg er taknemmelig for, at jeg evnede og turde at lytte til mig selv, også selvom jeg ugerne efter vaklede lidt i min beslutning, og at vores dialog endte med at blive  uværdig og grim.

Tiden læger – hvis ikke alle, så – mange sår

Jeg kan stadig føle sorg, men nok mest fordi jeg har svært ved at bearbejde og håndtere den vrede, jeg også føler. Det er en af de følelser, jeg ikke altid ved, hvad jeg skal gøre ved.

Sorg sat i perspektiv
Med 2017 og starten af 2018, hvor sygdom og tab og sorg og krise har præget mig og mit liv, har jeg fået et lidt andet og mindre naivt syn på tilværelsen.
På nogle måder ser jeg det forgangne år i et andet lys.
For eksempel har jeg meget svært ved at genkalde den konstante og latente følelse af uretfærdighed, der altid i mit voksne liv har siddet under huden på mig.
Jeg kan simpelt hen ikke føle, at det er uretfærdigt. Jeg synes, det er hårdt, sorgfuldt, frustrerende, vanvittigt ligefrem, men uretfærdigt…? Well, ingen sagde nogensinde, at det ville blive let, vel? På samme måder kan jeg ikke rigtig føle, at det er synd for mig. Det er forfærdeligt og hårdt, som sagt, men min fars død er jo ikke gjort mod mig. Min mors sygdom sker ikke, for at jeg skal lære noget. Krisen er ikke til for min ære. Det. Er. Bare. Livet.

På et tidspunkt en måned eller to inde i min fars sygdomsforløb, da det var gået op for os, at helbredelse ikke var inde for rækkevidde, sagde én til min far, at det var så uretfærdigt, at han skulle dø. Han vendte sig om mod hende og sagde:

“Uretfærdigt? Hvis du vil vide, hvad der er uretfærdigt, så er det mange krigsofre, børn og flygtninge i Syrien, der hver dag kæmper for overlevelse”

Det er en meget vigtig tanke at huske på, at alt kan sættes i perspektiv. Jeg vil på INGEN måder negligere mit og vores PERSONLIGE og store tab, men alt kan sættes i perspektiv.

Krisens paradoks – forandring
En anden ting som tabet og krisen har lært mig er at have endnu mere fokus på taknemmelighed over de ting, jeg har tilbage.
Jeg har også lært en ting om mine egne grænser.
Hvis jeg kan overleve at gennemgå sådan et halvandet år, så kan jeg overleve alt. Det tror jeg virkelig og inderligt på. Til tider har jeg det dog lidt som om, jeg er ved at lære at gå igen, og før jeg kan det, skal jeg lære at kravle. En ny start, med andre ord.
I en mere moderne psykiatri er skabt Tidalmodellen, som omhandler arbejdet med psykiatriske patienter og borgere. Den har til hensigt, at menneske med en psykisk lidelse anskueliggør og italesætter (finder sin stemme) sin livsanskuelse og livsfortælling (erfaringer) og gennem dette finder sin egen helbredelse og sine egne ressourcer i en videre recovery (The Tidal Model – Mental sundhed, indsigelse og recovery, 2015, Phil Barker & Poppy Buchanan-Barker).

Én af de fundamentale forudsætninger i teorien er, at man forstår krisen paradoks, som den proces, der faktisk kan skabe muligheder og positive forandringer

Det er utroligt meget min overbevisning, at enhver krise rummer netop det paradoks – en så svær tid, som jeg har oplevet det seneste år, muliggør jo også forandringer i mig, hvilket har efterladt mig mere taknemmelig, stærkere, mere rustet til livet og givet mig nye perspektiver til at kunne gennemleve og forstå en krise en anden gang.

Krisen er som at blive ramt af en granat
Det er som at stå i de sodede og itu-sprængte ruiner af en verden, der engang var; en verden som man kendte godt. Eksplosionen har efterladt én døv efter braget, blindet af aske, lamslået efter chokket og dækket til i støv og murbrokker.
Når støvet stadig hvirvler i luften, kan man ikke forvente, at man skal kunne gå og stå og ordne og fikse og komme sig. Der handler det udelukkende om overlevelse.
På et tidspunkt vil asken være faldet til jorden, måske kan man gnide øjne og rømme sig, så man får stemmens og synets evne igen. Der er stadig ikke plads til at genopbygge noget som helst, det handler om at trække luft ind og sikre sig, at man kan stoppe de blødende sår på ens krop (og sjæl!).
Langsomt langsomt vil sollyset kunne ses igen. Man har konstateret at kroppen stadig lever og fungerer, trods de ar og sår og skader, den måske har pådraget sig.
Først efter dette, og formentlig et godt stykke tid efter, kan man begynde at orientere sig igen; løfte blikket og se den verden, der nu har ændret sig for bestandig. Nu kan man begyndte oprydningen for at gøre plads til at bygge sig selv og sin verden op igen.

Det var en af de længere metaforer, men det er virkelig sådan jeg oplever det, når jeg tænker på 2017/starten af 2018.

Sorg som kærlighed med omvendt fortegn
Et af mine familiemedlemmer fortalte mig den anden dag, at man kan betragte sorg mere som en følelser, der kommer og går i modsætning til en mere traditionel forestilling om, at sorg er en tilstand eller fase, man ligesom skal igennem, før man kommer videre med sit liv. Jeg kan godt lide den første beskrivelse. Den passer meget til min egen oplevelse i forhold til tabet af min far. I starten græd jeg meget og hele tiden, men efterhånden er det mere blevet som en bølge, der ind i mellem skyller ind over mig. Andre tidspunkter tænker jeg kun gode minder, og sorgen ledsages også af varme og kærlige erindringer. Med andre ord opleves den mere nuanceret, mere alsidig. Det er nok derfor jeg ser sorgen som kærlighed med omvendt fortegn. Hvis jeg ikke havde haft elsket, ikke elskede, ville sorgen jo være af en ganske anden karakter. Sorgen er netop smerten ved påmindelsen om kærligheden der er; den hjemløse kærlighed. Derfor øver jeg mig i at se sorgen tosidethed. Jeg øver mig i at få øje på taknemmeligheden, kærligheden og glæden, som ligger indlejret i en kapsel af sorg. For uanset hvad sorgen retter sig mod – en ven eller et familiemedlem eller en kærlighed der er gået bort eller én man har sagt farvel til, minder om ting og tilstande, der har været – så ville det ikke gøre så forbandet ondt, hvis der ikke havde været noget godt. Og det gode – hvor tabt det end må være – er jeg taknemmelig for overhovedet at have fået lov til at opleve..

God søndag

//Signe Marie