Velfærd for alle?

Det ligger mig på sinde at skrive dette opslag, fordi det er genstand for alles analyser og erfaringer og holdninger på den ene side, men også er omgærdet af manglende viden på den anden side.

Jeg har stødt på flere i min omgangskreds, som har svært ved at forstå, hvorfor jeg er bekymret for og påvirket over udviklingen i overenskomstforhandlingerne.

Indledningsvis vil jeg med hånden på hjertet være den første til at sige og indrømme, at jeg kun selv kender til og forstår en brøkdel af de politiske dagsordener, aktører og forhandlinger, der i øjeblikket er i spil.

Men jeg er bekymret.
Jeg er bekymret over retorikken, det menneskesyn der repræsenteres hos politikerne og modstandere af de krav, vi som offentligt ansatte stiller.
Jeg er bekymret for konsekvenserne for mig, mine kollegaer og andre offentligt ansatte på kort sigt, men endnu mere bekymret for Danmark og især de socialt udsatte på den længere bane.

Fordi jeg langt hen ad vejen kun kan udtale mig fra mit eget ståsted, vil jeg forsøge på at sætte ord på, hvad JEG ser og oplever i øjeblikket:

Jeg oplever, at min arbejdsindsats underkastes utallige analyser, blandt andet hvor meget mit arbejde er værd (som jo tydeligvis ikke er så meget værd som privatansattes arbejde). Jeg kan læse og lære, at jeg umiddelbart mest tænker på at tage og få, og at jeg i virkeligheden burde have mere fokus på at give. Det gør mig mildest talt rasende.
I en debat på DR for nyligt forklarede en politiker (og jeg husker simpelt hen ikke hvem), at nu skal man jo ikke tage den kritik så personligt.

Jeg er en meget privilegeret sygeplejerske, for jeg er virkelig glad for mit arbejde langt det meste af tiden. Jeg synes, det er benhårdt, men det giver mig så sandelig glæde og en følelse af at gøre en forskel. Godt for mig.
Når min hverdag handler om at hjælpe andre, og i guder, jeg GØR det, ligeligt, ligeværdigt, altid med samme indsats uanset hvem jeg møder, så er det jo selvfølgelig dér mit fokus ligger: På andre.

Vi er mennesker, der uagtet om faget er et kald eller ej, arbejder for at hjælpe andre; kompromisløst. Som sundhedsprofessionel i akut regi udgør mine kollegaer og jeg ofte det første møde med sundhedsvæsnet, når et menneske rammes af akut opstået sygdom. Ofte behandler vi på vital indikation, altså udfører livreddende behandling og pleje. Jeg kan love dig for, at i sådan en situation er det ikke min fyldte blære eller min dundrende hovedpine, de tusind andre opgaver på ventelisten eller mine ømme ben, der bliver tænkt på.

Så hvorfor tager jeg sådan på vej, når nogen siger, jeg er ude efter lønfest og bare tager i stedet for at give?

Fordi den måde at betragte en hel faggruppe, ja, faktisk nærmest alle offentlige ansatte på, vidner om en menneskesyn, der vist godt kunne trænge til at komme i spil derude, hvor der egentlig er mennesker.
Det er et menneskesyn, hvor ansattes ønske om (og ret til!) at forhandle arbejdsvilkår, løn, rettigheder, arbejdsmiljø og så videre tillægges egenskaber og motiver om personlig vinding og grådighed.
Det er selvsamme menneskesyn som ikke mener, at den offentlige sektor bør prioriteres – øget privatisering, mere brugerbetaling, i øvrigt mere personligt ansvar for eget helbred….

Ydermere ser jeg det som problematisk, at et strejkevarsel mødes af så omfattende en trussel om lockout. Det i virkeligheden en skide smart strategi, for den rammer, dér hvor vi som enkeltpersoner er svagest: På pengepungen.

I tilfælde af lockout er jeg gennem min fagforening sikret et rentefrit lån til dækning af min udeblivende løn. Helt personligt vil det koste mig og mine kollegaer, og det vil gå ud over hver vores enkelte økonomiske situation.

Det er tydeligvis meget omkostningsfuldt at ville diskutere og kæmpe på sine egne rettigheder på arbejdsmarkedet.
Konsekvenserne for mine kollegaer og mig i tilfælde af lockout, vil vi formentlig klare okay, trods alt. Så lad mig fortælle lidt om, hvad det kan komme til at betyde for dig:

Måske ved du ikke, hvor pressede vi er i hospitalsvæsnet (jeg taler igen ud fra mine egne erfaringer og tager derfor udgangspunkt i hospitalsarbejdet)?
Er der blot én mand for lidt blandt portørerne fx i en aftenvagt eller nattevagt, kan det gå udover patientens mulighed for at komme hurtigt til en scanning, der er fuldkommen afgørende for, at vi kan nå at redde det menneskes liv.
Hvis der er overbelægning på afdelingen øges risikoen for fejl markant.
Og her taler vi slet ikke om vores arbejdsmiljø eller overskud og trivsel for personalet. Nu taler jeg om de konsekvenser, det får for patienterne.
En patient er ikke nødvendigvis én, der kæmper med et skrantende eller kronisk dårligt helbred. Det kan være dig og mig, der i morgen rammes af en bil, en aneurisme, en blodprop eller noget helt fjerde.
Konsekvensen af afdelingernes stress og arbejdsmiljø kan som sagt betyde, at vi kan komme til at lave fejl. Alvorlige fejl. Eller overse vigtige ting, der fortæller os noget om en eventuel forværring i patienternes tilstand. Hvis vi lockout’es kører mange afdelinger med nødberedskab. Det er den bemanding, der skal være til stede for at holde afdelingen og behandlingen “forsvarlig”.

Men det er ikke forsvarligt.
Tilmed vil alle ambulante og planlagte sygehusaftaler blive udskudt.
Folk må gå hjemme med deres lidelser, indtil det bliver slemt nok til at det kræver en akut intervention.

Det lyder lidt som en dystopi, og en sådan tilstand er selvfølgelig uacceptabel. Det vil formentlig betyde, at politikerne efter kort tid vil bryde lockouten.

Så kan vi jo sige, at så er den krise ude af verden …
Men tilbage står en hel sektor med ønsket om at blive taget alvorligt, ikke blive hånet for at ønske bedre løn og mere fair arbejdsvilkår, for nu blot at nævne få ting.
Tilbage står en sektor som fortsat ikke vil blive tilgodeset, hverken for den enkelte arbejder, og tro mig, heller ikke for kvaliteten af behandlingen i offentligt regi..

Det gør mig vred og bekymret. Jeg oplever, at jeg hverken helt kan finde ordene eller argumenterne til at forklare, hvorfor denne udvikling er så off.
I min verden synes det så åbenlyst, at man da må vælge at prioritere det velfærd og dem der arbejder for det velfærd til de flestes bedste.

Tilsvarende har jeg svært ved at forstå, at man IKKE tænker, at en stærk offentlig sektor er vejen frem, hvis man vil det bedste for de fleste og mindske den sociale ulighed?
Jeg er ikke afvisende overfor, at mit ståsted kan synes lidt naivt, ja, måske ER det ligefrem naivt. For hvor ”rart” det end er, at vi har al den sikkerhed og det velfærd i et samfund som Danmark – så er velfærdet som udgangspunkt måske egentlig ikke alles fælles mål?

OK18 for begyndere

Overenskomstforhandlinger for den offentlige sektor 2018 (OK18) er over os!
Mine næsten tre år som uddannet sygeplejerske til trods, har jeg først for relativt nylig valgt at blive medlem af DSR, altså fagforeningen for sygeplejersker, Dansk Sygeplejeråd. Det skyldes til dels manglende omtanke og til dels manglende viden om de ting, der jo i høj grad har relevans når man er uddannet og i arbejde. Det betyder også, at jeg ikke har haft det store indblik i OK18 og dens relevans for min situation – det forsøger jeg nu at komme efter.

Derfor har jeg valgt at lave en relativ kort guide vedrørende de højst aktuelle overenskomstforhandlinger samt en hurtig gennemgang af de ting, der har relevans i forhold til emnet. Det er intet andet end basic knowledge – men ikke desto mindre afgørende at kende til.

Jeg forestiller mig, du læser med, hvis du – ligesom jeg –har begrænset erfaring på området eller er helt ny i faget og ønsker noget grundlæggende viden.

Til enhver til vil jeg anbefale DSR’s hjemmeside – læs mere om overenskomstforhandlinger her.

Lad os starte med det grundlæggende – fagforening og a-kasse
Fagforeninger og a-kasser beskæftiger sig med folk i arbejde eller folk, der skal tilbage i arbejde. Fagforeningen er en forening, som beskæftiger sig med dine rettigheder, lønvilkår og overenskomst for din ansættelse. Eksempelvis kan man rådføre sig med fagforeningen ved opsigelse, fyring, sygdom eller tilsvarende. Lokalt vil det være arbejdsstedets TR (tillidsrepræsentant), der fungerer som bisidder fx ved en samtale mellem arbejder og lederen. Man betaler fast kontingent for at være med i en fagforening. Et fagforbund er en samling af flere fagforeninger

A-kassen er den private, statsstøttede organisation, som står for dagpenge ved arbejdsløshed, hvilket man kan få op til to år. Dagpengene er på den måde et alternativ til kontanthjælp. Ligeledes vil en a-kasse tilbyde medlemmerne hjælp til at komme tilbage i arbejde.

Læs mere om fagforeninger, a-kasser og forskelle/ligheder her.
Sygeplejerskernes fagforening hedder som sagt DSR, Dansk Sygeplejeråd, og en hyppigt brugt a-kasse – som kun har sundhedsprofessionelle som medlemmer – er DSA.

Hvad er en overenskomstforhandling?
I Danmark beror blandt andet lønvilkår på det danske arbejdsmarked ikke på lovgivning, men på overenskomster. Disse genforhandles med nogle års mellemrum. (Det er i øvrigt denne måde at gøre det på, der refereres til som ’Den Danske Model’)

”En af de særlige ting ved det danske arbejdsmarked er, at lønmodtagere og arbejdsgivere som hovedregel selv forhandler sig til rette om løn- og arbejdsvilkår” (kilde: https://www.hk.dk/raadogstoette/overenskomst/ok-leksikon)

Hvis det ikke er muligt for at nå til enighed ved overenskomstforhandlingerne, så er det her vi støder på begrebet som konflikt/strejke og lockout – Det er også her vi møder Forligsinstitutionen og forligsmanden, som ved eventuelt sammenbrud i forhandlinger vil forsøge at mægle mellem fagforbundet og arbejdsgivere. Fagforeninger og fagforeninger samlet i fagforbund er repræsenteret i deres hovedorganisationer, eksempelvis LO (Landsorganisationen i Danmark), Akademikernes Centralorganisation eller DA (Dansk Arbejdsgiverforening). LO hører eksempelvis også under Forhandlingsfællesskabet (læs mere her), som er en organisation, der har fokus på ansatte i kommunalt og regionalt regi.

Hvad så hvis man ikke kan blive enig under overenskomstforhandlingerne?
Den situation vi er i lige nu under overenskomsterne 2018 – også kaldet OK18 – er et ”sammenbrud i forhandlingerne”, og Forhandlingsfællesskabet har pr. i fredags (1/3-18) varslet konflikt over arbejdsgiverne (læs her) Det betyderstrejke, som er at arbejderne nedlægger arbejdet. Der er forskellige regler for, hvornår og hvordan en strejke skal varsles, og det vil jeg ikke gå ind i her. Læs mere om de enkelte regler her.

I dag, mandag den 5/5-18, vil det blive offentliggjort, hvilke arbejdspladser der udtages til strejke. Læs mere om, hvad det – i hvert fald for sygeplejerskerne. Det betyder selvfølgelig, at en del arbejdspladser ikke strejker, og skal forholde sig neutralt og arbejde som vanligt under konfliktperioden. Hvis din arbejdsplads ER omfattet af strejken, skal man – så snart den træder i kraft – forlade sit arbejde.
Vær bevidst om, at der for fx sygeplejersker findes et ’nødberedskab’. Det er den lokalt bestemte bemanding, der skal være på den enkelte afdeling under konflikten.

What’s all the fuss about?
Som sagt er der i øjeblikket sammenbrud i OK18, og i øjeblikket forsøger forligsmanden at mægle mellem fagforbundene og arbejdsgiverne. Men hvad er det egentlig problemet er i forhandlingerne?
Det helt store issue drejer sig om løn og forskellen på løn mellem privat og offentligt ansatte.

For at vide lidt mere om, hvad de sundhedsprofessionelle diskuterer og ønsker under OK18, har jeg fundet lidt på hjemmesiden for Sundhedskartellet:

”Sundhedskartellet er en forhandlings- og samarbejdsorganisation for mere end 100.000 beskæftigede i sundheds- og socialsektoren. […] Sundhedskartellets besluttende organ er Forhandlingsudvalget, som udgøres af en formand fra hver medlemsorganisation. Formand for Sundhedskartellet er Grete Christensen.” (kilde: https://sundhedskartellet.dk/om-sundhedskartellet/)

Organisationen omhandler blandt andet sygeplejersker, jordmødre, fysioterapeuter og bioanalytikere. Ønsker du at vide mere om, hvad det helt konkret er vi forhandler om, så læs mere her)

Jeg håber, at indlægget har været nyttigt, og at de mange forskellige referencer til diverse hjemmesider/artikler, kan give dig nogle steder at starte, hvis du vil vide mere om OK18.

//Signe Marie

Digt skrevet 21. september, 2017

“Tid” (redigeret)

Hvis kort tid er kort tid, hvor lang tid er lang?
Har tiden en længde, når den går sin gang?
Sekund er sekund, men tid noget andet,
Et tidsrum, en tilstand, et liv, blandt andet

At være døende gør tid til en bro
En overgang, bevægelse, fra smerte mod ro
Men hvis du er bange eller har ondt,
er tiden for lang med selv et sekund

Digt skrevet den 2. oktober, 2017

“Til lyden af et åndedræt”

Har døden navn, er døden brat
Når døden den er nær?
Er det lyden af et åndedræt,
Som ikke mere er?

Når sorg fylder mere end overenskomstforhandlinger

Med overenskomstforhandlinger for offentligt ansatte, burde det klart være emnet for dagens indlæg. I virkeligheden er der tusindvis af sygeplejefagligt relevante emner, jeg kunne tage op, men i dag er jeg vist mest bare Signe. Også i dag er det den 2 marts, som er fødselsdagen for min farmor, der døde i 2009. Sædvanligvis ville jeg ringe til min far og ønske ham tillykke med dagen. Nu har hans telefonselskab lukket hans telefoner, så jeg kan ikke engang høre hans telefonsvarerbesked mere.

“Det er Kim og maskinen. Når klartonen vil lyde, din besked kan flyde”

Sådan lød hans telefonsvarer og har gjort det hele mit liv, og det får mig stadig til at grine. Efterhånden begynder hans fravær og det konstante savn at smelte sammen til en følelse af vedvarende bevidsthed om ham. På den måde bliver min far til al tid, alle steds, nærværende for mig.

Nogle dage føles det som om, jeg ikke kan holde ud at tænke på ham. Men så går det op for mig, at han er allerede borte. Han bliver ikke mere eller mindre død af, at jeg tænker på ham og taler om ham. Ordet “død” ændrer intet. Det er han allerede, og virkeligheden ændrer sig ikke, selvom mine tanker og følelser gør. I en verden der er så kaotisk, føles det næsten betryggende, at der trods alt er en konstant. At min far ikke kan dø mere, end han allerede er. Jeg har ham stadig med mig i hjertet og i sindet.

Al den sorg, der er min, får mig til at tænke over den sorg, der er andres. Jeg har mistet en far. Noget som de fleste af os kommer til at opleve. Det er virkelig ikke “noget specielt”. At miste sit livs kærlighed eller miste et barn må føles sværere at acceptere, tænker jeg. Kærligheden og sorgen ved tabet kan dog nok ikke sammenlignes, og det synes jeg heller ikke, det skal.

For nu hjælper det mig at skrive om det på denne blog.
I guder, tænk at man kan savne så meget