Ikke noget på sinde?

Tavsheden de seneste uger har ikke skyldtes stilstand eller manglende inspiration i mit liv. Tværtimod. Måske sker der næsten lidt for meget, og jeg holder tungen lige i munden for at kunne følge med.

Relateret til mit liv som sygeplejerske, sker der spændende og foranderlige ting.
Jeg har valgt at opsige min stilling på Rigshospitalet, og starter til april på en stilling, også i neurologien, på Bispebjerg Hospital. Der er flere personlige grunde til min beslutning, og den har været svær, fordi jeg har stor agtelse for min nuværende arbejdsplads. Ikke desto mindre glæder jeg mig også til forandringen og den udfordringen i at være ny et sted.

I en ikke så professionel sammenhæng, men dog relateret til arbejdet som sygeplejerske, har jeg indsendt og fået accepteret et læserbrev i fagbladet “Sygeplejersken” (som jeg offentliggør på bloggen, når det er udgivet).

Sidste uge var jeg ude at holde foredrag (på vegne af SIND), denne gang for personalet på et værested for unge med psykiske lidelser / udfordringer. I forlængelse af dette er jeg booket til et foredrag Randers, også for professionelle inde for samme genstandsfelt, hvor jeg skal tale foran det hidtil største antal deltagere. Vil du læse mere om det slags foredrag jeg holder, kan du læse mere her 🙂

I private sammenhænge begynder visse ting at falde på plads. Det er nu sikkert og afgjort, at jeg overtager mit barndomshjem, min fars andelslejlighed og har råd til at sætte den i stand. Det betyder, at jeg flytter tilbage til København sidst i foråret og først i sommeren.

Jeg vil være ærlig at sige, at mit overskud er minimalt. Egentlig tror jeg ikke helt, jeg var klar over, hvor mange følelser og hvor meget usikkerhed, der var bundet op på afgørelsen om, hvorvidt det økonomisk ville lade sig gøre at overtage min fars lejlighed. Nu rammes jeg af en lettelse, en følelse af at få løftet en tung, tung dyne af mig.
Følelserne er bittersøde – mange af de forandringer mit liv byder på, ville ikke være sket, havde det ikke været for min fars død. Det føles ambivalent.

Ikke desto mindre kan jeg for første gang siden juni trække vejret.

Taknemmelighed – eller lidt om det sygeplejen kan lære mig om livet

I dag blev jeg mindet om, at nogle gange handler det om at huske på, hvad man egentlig har. Jeg vil godt indrømme, at jeg kæmper med mismod og fortvivlelse. Med frygten for at tilværelsen bliver ved med at føles så brutal. Og den er brutal. Men den er ikke kun det, og det er det, jeg skal huske på.

På arbejdet i dag var jeg sygeplejersken hos en kvindelig patient, der blev så rørt og overvældet over at være udenfor i den friske luft for første gange i lang tid, at hun begyndte at græde. Det fik mig til at tænke på, at der er mange ting, jeg har, og ting jeg er taknemmelig over.

Jeg er taknemmelig for mit og mine brødres helbred.
Jeg er taknemmelig for – hvor hårdt det end var – at min fars sygdomsforløb var kort.
Jeg er taknemmelig for, at solen skinner i dag.
Jeg er taknemmelig for, at jeg har tilliden og troen på, at det bliver nemmere, når jeg er ved at give efter for magtesløshed, fortvivlelse og fortabelse.

At tro på noget – fx at tingene bliver bedre – er det modsatte af at have vished. Det er også et spørgsmål om at vælge at tro.
I dag kan jeg ikke mærke, at det bliver bedre. Det føles så sikkert som amen i kirken, at jeg skal rende rundt i et grænseland af sorg og nær-depression resten af mit liv. Men jeg vælger – lige nu – at have tillid til, at alting er foranderligt. At også dette skal forgå og forandres og udvikle sig.

Det var vist bare det for i dag….