Foredragsholder

Velkommen til Sindelag.

Nogle vil vide, at jeg sommetider holder foredrag på vegne af SIND, Landsforeningen for psykisk sundhed, og står frem med en personlig historie om mit møde med psykiatrien. Selvom der utvivlsomt er et grad af heling i at sætte ord på emner, der berører mig dybt, er min hensigt en anden.

Ved at bruge mig selv (og min historie) ønsker jeg at skabe indblik og dialog omkring psykisk sygdom, for det er ofte de emner vi indefra har sværest ved at dele og udefra sværest ved at forstå.

Det interessante er sjældent hvad den enkelte oplever og gennemlever (i dette tilfælde mig), men snarere hvordan det relaterer sig til udefrakommende, pårørende og naturligvis os alle i forhold til hvordan vi indretter vores samfund og inkluderer dem, der er ”skæve”.

Det har været en personlig rejse og tilmed et indre opgør at komme frem til at blive foredragsholder. For det første har jeg skulle have de psykiske udfordringer på tilpas afstand til ikke bare at have gennemlevet dem, men også have afgjort hvilken rolle det skulle spille i mit liv. Det valg havde jeg muligheden for at træffe, fordi jeg har indre (og ydre!) ressourcer at trække på. For det andet skulle jeg også gøre op med mig selv, hvor meget jeg ønskede at stå frem med diagnoser og dårligdomme, når jeg samtidig er ambitiøs og tilstræber at være professionel omkring mit arbejde.

Sidenhen kom jeg frem til, at hvis jeg forventer, at omverdenen skal acceptere min baggrund men samtidig se og behandle mig som mere end den, så er jeg nødt til at gøre det selv.

Dermed bliver mine foredrag også et statement. Den offentlige stigmatisering næres af den skjulte stigmatisering; nemlig den man udsætter sig selv for, hvis man har eller har haft psykisk sygdom inde på livet.

Hvad er det så jeg har at fortælle?
Som sagt er min historie ikke i sig selv det mest interessante. Det ER dog min historie, jeg fortæller, men det jeg ønsker at videreformidle er temaer, almenmenneskelige temaer, som vi alle er i berøring med – i mit tilfælde blev det bare i en mere ”sygelig” eller invaliderende retning. Temaerne handler om angst, om dårligt selvværd, og frygten for at miste kontrollen, om handlingerne man udfører for at oprette et selvbillede, om ensomhed, om drømme for fremtiden, om ansvar, og frygten for ikke at kunne klare sig på egen hånd. Ret genkendeligt, ikke?
Disse temaer trådte frem i form af længere tids depression, massiv angst og en 15 år lang spiseforstyrrelse. Jeg var i de år ikke god til at passe på mig selv, og jeg betalte prisen i form af forfærdelige perioder, hvor jeg rent følelsesmæssigt var selvdestruktiv og sågar havde grænsepsykotiske oplevelser.

At kunne tale om det i dag er kun muligt, fordi det ligger bag mig. Og jeg kan stadig ’falde i svinget’ og føle mig angst for at det kommer igen, have tendens til at tænke depressivt og ja, jeg skal til stadig aktivt arbejde med ikke at ryge ind i en spiseforstyrrelse igen. Men det er ikke længere noget, der kontrollerer mig, endsige har stor taleret i mit liv.

Jeg holder foredrag for alle, der er interesserede. Det kan være på skoler, arbejdspladser, for pårørende eller for studerende, som eksempelvis skal i berøring med social- eller sundheds-fag. Man kan læse mere om mig og alle foredragsholderne her.

Hvis man er interesseret, kan man kontakte mig her via kontaktformularen eller direkte på mail signemthomsen@gmail.com

Januar – hvad siger sygeplejersken?

Sygeplejersken er Dansk Sygeplejeråds Fagblad og udkommer en gang om måneden.
Det har til formål at den”…faglige udvikling skal beskrives og debatteres” og at sætte “…sygeplejerskers interesser på dagsordenen og [være] med til at styrke medlemmernes handlemuligheder som sygeplejerske, sygeplejestuderende, samfundsborger og som gruppe.” (kilde: https://dsr.dk/sygeplejersken/om-sygeplejersken)
I 2018 vil jeg hver måned opridse den måneds Sygeplejerskens aktuelle temaer og kort reflektere over emnets relevans og betydning for den hverdag, jeg oplever i mit arbejde.

Forsiden på januars udgave af Sygeplejersken vidner om tre gennemgående temaer; lønforhandlinger, evidens og sorg.

Hvad får du i løn?
Jeps, det første tema handler i denne måned om overenskomstforhandlingerne for offentligt ansatte. I forbindelse med OK18 (overenskomstforhandlingerne, som er startet her i januar 2018) fremsættes to slags krav: De generelle og de specifikke.
De generelle krav omfatter blandt andet forhandlinger om løn, forbedret arbejdsmiljø og rettigheder ifht sygdom og tilsvarende. Disse krav foregår på både kommunalt, regionalt og statsligt plan.

De specifikke krav har blandt andet fokus på pensions-forhandlinger og stiller endvidere krav til videreuddannelse og lederes arbejdsvilkår, mm. Disse foregår på et kommunalt og regionalt plan.
På DSR’s hjemmeside kan man læse meget mere om 2018’s overenskomstforhandlinger – læs mere her

Jeg skal være helt ærlig at sige, at mit kendskab til netop denne del – løn, vilkår, rettigheder, mm. – er det område, jeg ved mindst om. Et af min faglige mål for i år er netop at få indblik i denne side af mit fag og min ansættelse; til dels for at have overblik over min egen arbejdssituation og kunne være min egen “talskvinde”, men også for på længere sigt at vide og forstå og dermed kunne formidle dette videre.

Hvorfor gør du, som du gør?
Næste tema er evidens. På sygeplejestudiet fik vi proppet ned i halsen, at sygeplejen arbejder mod udvikling inde for evidensbaseret praksis (EBP). På daværende tidspunkt havde jeg ret svært ved at forlige mig med begrebet, fordi jeg som idealistisk, følsom sygeplejestuderende med forkærlighed for holistisk sygepleje og kvalitativ tilgang til faget oplevede evidens som den diametrale modsætning til netop dette.

Evidensbaseret sygepleje syntes at få et fokus på bekostning af den mere “menneske-til-menneske”-sygepleje, som jeg længtes efter at udøve. Og man KAN mene, at evidens og kvantitative undersøgelser sommetider ligger lidt fjernt fra det enkelte menneske. Man KAN også reflektere over, om man i praksis føler sig fritaget for personlig såvel som faglig refleksion, hvis bare der er en retningslinje bag?

Men men men… Signe Marie er blevet mere moden som sygeplejerske, og jeg er i langt højere grad af den holdning, at man i en travl hverdag i klinisk praksis, er nødt til have evidens i form af udgivet forskning og ensretning i form af kliniske retninglinjer og vejledning for best practise; hvad end specialet kræver mange instrumentelle færdigheder eller mere holistisk, psykosocial sygepleje.

Desuden arbejder jeg som forholdsvis ny, men meget struktureret sygeplejerske ud fra den devise, at retningslinjer og evidens er den betingelse, der muliggør klinisk ‘improvisation’. Med andre ord, først når vi kender og forstår reglerne, vi arbejder ud fra, kan vi i en specifik situation – hvis påkrævet – afvige fra “det man gør” og forstå konsekvenserne af det.

Hvordan hjælper man et menneske i sorg?
Det sidste tema fra Sygeplejersken, jeg vil nævne her, er emnet sorg. For min del meget relevant, men det er jo mere interessant at snakke om i forhold til den almene sygepleje. Temaet om sorg opridser den gængse sorg-teori og præsenterer en nyere teori/forståelse som blandt andet ligger til grund for en ny sorgrådgiveruddannelse.

I mit arbejde på et akutafsnit, hvor folk den ene dag er helt sunde og raske og den næste dag er akut og kritisk syge, møder jeg mange eksistentielle problemstillinger i mødet med patienter og pårørende.
Potentialet for at hjælpe mennesker, som er akut og kritisk syge er stort, men der er ikke altid noget at gøre.
Således har jeg mange gange været sygeplejersken til en patient og dennes pårørende i dyb og akut sorg. Nu har jeg aldrig følt det særligt svært at tale med mennesker, ej heller om svære emner, men sommetider har det indeni klinget lidt hult at “tage del” i andre menneskers sorg, når jeg i sagens natur ikke kan betræde den sti sammen med dem. Måske almenmenneskeligt, jo, men jeg er også professionel.

Nu har jeg netop mistet min far og kan på den vis relatere mere personligt, hvilket jeg ikke betragter som en fordel. Det kræver mere af mig at forblive professionel, men det er jeg meget bevidst om. Men jeg tænker, at mange afdelinger og sygeplejersker kunne drage stor nytte af flere kompetencer i forhold til at støtte i de eksistentielle og almenmenneskelige problemstillinger, som faget rummer.

Hvis man ikke er medlem af DSR eller abonnent på bladet, kan de lånes på langt de fleste biblioteker. God læselyst 🙂

 

Nytår og nytårsforsæt

Godt nytår!

Efter en dejlig, men utrolig følelsesladet nytårsaften er jeg havnet i et nyt år. 2018!
Det var med både sorg og lettelse, at jeg hoppede ned fra stolen, da uret markerede midnat.
Et farvel til 2017 er også et endegyldigt farvel til min far på flere måder. Heldigvis blegner hverken minderne og kærligheden. Men nok om det…

En lang periode med stress, eksistentiel udmattelse, følelsesmæssig, fysisk, økonomisk og psykisk overforbrug, manglende hverdag og alt for mange ting at forholde sig til har i de seneste uger vækker nogle tanker om det kommende år.

Sundhed er et emne, der optager mig utroligt meget. Hidtil har det i mit liv handlet utroligt meget om den fysiske sundhed. Især følelsen af at være stærk og ønsket om at se godt ud. Ingen tvivl om at jeg stræber efter begge ting, når jeg nu igen (jaja, typisk at starte 1. Januar!) har kastet mig ud i at spise med mere bevidsthed og træne mod et mål. Faktisk giver det mig også lidt et kick. Men sidenhen har sundhed vist sig også at handle især om mental sundhed.

Herunder er nogle tanker om de ”sunde” temaer, jeg ønsker at tage med mig ind i det nye år:

Bemærk: I don’t necessarily practice what I preach. Med andre ord siger jeg ikke disse ting, fordi jeg selv har fundet sandheden for livet. Disse refleksioner handler om, at jeg er vidne til livet, og det afføder mange tanker.

Når verden synes meningsløs….
Accept synes at være et tema, der igen og igen kræver min opmærksomhed, når tanken falder på sundhed.
På den ene side bliver jeg og tilværelsen mere harmonisk, når jeg accepterer verden for, hvad den er, og hvad den byder på. Her tænker jeg især på sundhed som et begreb, der har balance eller harmoni for øje.
På den anden side er accepten (af magtesløshed eller hjælpeløshed eller hvad end) også forudsætningen for at kunne række ud og bede om hjælp. Kan man ikke erkende, at der er ting, man fx på grund af sygdom ikke længere kan, så kan man heller ikke få hjælp til det. Jeg tror oprigtig talt på, at manglende accept kan skabe dyb dissonans i ens indre. Det kan være pinefuldt og ødelæggende psykisk.

Accept handler også om at leve med det, der er. Sygdom rammer; den rammer meningsløst, og den invaliderer til meningsløshed.
I dag læste jeg et citat:

The very meaningless of life forces man to create his own meaning
– Stanley Kubrick.

I en ukontrollabel verden har man intet andet valg end at være i det (med eller uden accept). Kan man finde eller skabe mening alligevel, så er man vist godt på vej.

Når mange ting af værdi skaber værdiløshed…
Well, det er jo noget af en påstand, men jeg tror i den grad på det.
I al sin enkelthed synes jeg, at når jeg har et (økonomisk) overforbrug, får jeg en tendens til at samle. Jeg samler ting omkring mig, unødvendige ting, og de bliver til rod og forstyrrelser. For mig kræver det opmærksomhed og stillingtagen at have ting alle vegne. Ydermere vækker det dårlig samvittighed, til dels alene på grund af overforbruget, til dels på grund af de associationer en ting kan skabe: fx tanken om hvordan den er produceret, om markedsøkonomi eller u-bæredygtige forhold, you name it.

Mådehold er nøgleordet, jeg gerne vil tage med mig. Det føles ikke balanceret eller sundt at bruge for meget eller bruge over evne, nærmest uanset om det er penge, sex, mad eller alkohol. Jeg tror på, at det er drænende at give for meget, gøre for meget, bruge for meget og føle for meget. Mådehold må handle om evnen til at regulere sig selv og sine handlinger på en bevidst og egenkærlig måde

Når det at komme videre er et valg
Skal vi absolut tale om balance, så vil jeg også tale om tilgivelse. I det seneste år er jeg blevet konfronteret med ting, relationer, ord, handlinger og manglen på handlinger, som jeg har svært ved at tilgive. Der er tale om ting, som er sårende og omkostningsfulde. Mange siger at tilgivelse skal man give for sin egen skyld. Måske. Jeg ved det ikke.

Jeg har ingen kloge ord at sige om emnet, men om tilgivelse har jeg lært:

  • Tilgivelse hjælper mig med at give slip og komme videre
  • Tilgivelse af en person er ikke det samme som at tolerere den persons handling
  • Tilgivelse hjælper mig med at opføre mig modent og høfligt, som kan være ret så belejligt, selvom jeg mest har lyst til at råbe og skrige
  • Tilgivelse bliver til accept

 

Når sundhed er OGSÅ slankekur…
En sidste ting jeg vil bemærke er en lettere provokeret anmærkning af tre fænomener:

  • Man skal ikke gå på slankekur – det skal være en LIVSSTILSÆNDRING
  • Du skal ikke gå på slankekur – du skal acceptere dig selv, som du e
  • At ville tabe sig er tykfobisk og diskriminerende overfor tykhed

Jep, det handler om vægttab. Det har en faglig og personlig interesse. Faglig fordi en overvægt blandt andet kan føre til skavanker eller disponere for sygdomme. Dermed ikke sagt, at overvægt behøver være specielt usundt, men det er det i mange tilfælde. Det har interesse for mig at forstå overvægt, også de fysiske og psykiske konsekvenser. Personligt set, så har jeg prøvet det på egen krop, og jeg brød mig ikke om følelsen, besværet, ej heller mit udseende.

Hvis man beslutter sig for at tabe sig, er det vel formentlig med et mål for øje. Man kan diskutere, om det i nogle tilfælde handler om et forvrænget selvbillede (hvilket det bestemt gjorde, da jeg som 14-årig prøvede at leve af vand og agurker), men det vil jeg i langt de fleste tilfælde ikke gøre mig til dommer over.

Nytåret ofte anledningen til at gå i gang, så naturligvis bugner internettet med opskrifter på slank lykke. Det har gjort mig opmærksom på en tendens: Slankekur er blevet et fy-ord; nu hedder det livsstilsændring. Slankekur virker (åbenbart) urealistisk og usundt. Den politiske korrekthed er således også nået til ens egen opfattelse af ens egen krop samt ens eget selvbillede. I samme håndevending vil diverse hjemmesider og opslag også fortælle mig, at det er tykfobisk at stræbe efter en slank krop. At vi skal huske på, at overvægt ikke er lig med usundhed. Jeg er i øvrigt HELT med på, at der er en heksejagt – også på overvægtige mennesker – og at det er uhørt. Men i korrekthedens navn ender dette (i min optik) i den modsatte grøft, når slank bare bliver det ny fy-fy, og ønsket om vægttab handler om, at man er slave af forkerte og undertrykkende kropsidealer.

Derfor vil jeg i dette blogindlæg bare så et slag for slankekure og / eller ønsket om at gå ned i vægt. Sundhed kan naturligvis også handle om det.

//Signe Marie