Om psykiske lidelser, helbredelse og psykofarmaka

I forbindelse med Sindets Dag tirsdag den 10. oktober 2017 fik Folkekirkens Hus besøg af Peter Gøetzsche, læge, forsker og leder af Det Nordiske Cochrane Center på Rigshospitalet. Gøetzsche er kendt for at udtale sig meget kritisk omkring psykofarmaka og har blandt andet skrevet ”Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse”.

I interviewet på Sindets Dag udtaler Gøetzsche blandt andet:

”Man skal prøve at finde ud af, hvorfor de har det skidt, hvad der er sket for dem, og så skal man arbejde på at hjælpe dem ud fra det. Men det er desværre ikke det, man gør. Psykofarmaka er jo enormt brugt, og de hæmmer vigtige hjernefunktioner, de helbreder ikke psykiske sygdomme, og så bliver man afhængig af dem”

Læs mere her.

Konklusionen er med andre ord, at psykofarmaka ikke helbreder psykiske sygdomme. I min optik er der flere problematikker omkring en artikel som dette og holdningen om, at psykofarmaka er den store skurk i psykiatrien.

1) Psykofarmaka redder liv. Det gør det ikke nødvendigvis og langt fra altid, men psykofarmaka kan være en aldeles stor medfaktor for at mennesker stabiliseret psykisk. Man skal ikke underkende, at somme tider kan man i psykisk sygdom komme så langt ud, at det nu-og-her kræver brandslukning. At sige at psykofarmaka skal ud af psykiatrien er det samme som at gøre al psykisk sygdom til en problematik, der skal løses med kognitiv terapi, samtale og så videre. Der er selvsagt, at psykisk sygdom skal ses i en bio-psyko-social kontekst, og derfor ej blot handler om en malfunktion i hjernen. Der er så mange aspekter af udvikling af psykisk sårbarhed, at det ikke blot kan kortlægges. Men på en føles det forkert at sige at den grad af eksempelvis en psykose som en psykisk syg kan opleve, mere eller mindre skal tales væk. Når man står midt i det, synes jeg det er mere end rimeligt at tale om symptomatisk behandling. Ikke alt behandling bør handle om at finde og behandle årsag. Symptomatisk behandling kan i mange situationer være nødvendig, om end ikke helt tilfredsstillende.

2) Psykisk sygdom kan ikke helbredes med psykofarmaka. Denne holdning er jeg for så vidt enig i; problemet er at psykisk lidelse i denne betragtning bliver svarende til sygdom, der skal kureres. I en førnævnt biopsykosocial sygdomsforståelse vil vi se, at psykisk lidelse kan opstå på baggrund af uhyggeligt mange faktorer. Måske kan man stabilisere de biologiske faktorer, måske kan man via terapi arbejde med handlemønstre, tanker, adfærd, personlighed og så videre, men kan en personlighed altid adskilles fra lidelsen? Og kan lidelsen altid adskilles fra personen?
Min påstand er, at når vi udelukkende søger at finde årsagen til, hvorfor man er blevet, som man er (herunder også psykisk syg) vil det hele komme til at handle om at kurere og behandle. Det mener jeg er et voldsomt hårdt mål at skulle stræbe efter som psykisk syg.
Har man eksempelvis fået en blodprop i hjernen, kan man forebygge, at det nogensinde skal ske igen. Man kan behandle, genoptræne, sundhedsfremme og så fremdeles, men man kan ikke ændre på, at dette menneske har pådraget sig et infarkt (skade) i hjernen og kan risikere at skulle leve med men. Dette gælder uanset om årsagen til sygdom er biologisk, psykisk eller social. Påstår jeg.

3) Helbredelse er ikke en menneskerettighed. Til gengæld er den bedste behandling og pleje i Danmark en menneskerettighed, men i mit arbejde som sygeplejerske – både i psykiatrien og i somatikken – har jeg oplevet både patienter, men mest pårørende til patienter, som forventer, at sundhedsvæsnet SKAL gøre det menneske rask. Og sådan er verden desværre ikke. Ikke alt kan eller skal kureres, og SLET ikke psykiske lidelser, blot fordi de berører sind og personlighed. Hvad blev der af at lære at leve med sygdom? At højne livsglæde og livskvalitet til trods, men måske endda også på grund af de udfordringer, man har.
I min optik er symptomatisk behandling som psykofarmaka IKKE fy-ordet, snarere at målet er at finde helbredelse. Hvilket pres af have på sine skuldre, hvis man er det menneske med en psykisk sårbarhed.

Når alt ovenstående er sagt, er der bemærkelsesværdigt, at flere og flere bliver psykisk syge. Tilsvarende stiger behandlingen med psykofarmaka også, og det er ret skræmmende tal. Målet må altid være en alsidig og rummelig behandling, og mange mennesker med psykisk lidelser, som får tid og rette behandling, KAN leve fuldkommen uden sygdom og symptomer.

At behandle/kurere psykisk sygdom er ikke nødvendigvis utopi – men mit indspark til denne debat må være, at det som udgangspunkt er for krævende en mål at arbejde hen mod.

Vil du være med til at forbedre sundhedsvæsnet?

I Sundhedsvæsenet hører man ofte om kvalitet. Kvalitetssikring. Kvalitetsforbedring.
For mange klinger det langt væk af at spørgsmål om økonomi og effektivisering, men herunder hører altså også patientsikkerhed. For at sikre den kvalitet, der har med patientsikkerhed at gøre, findes Styrelsen for Patientsikkerhed, som beskæftiger sig med forskellige aspekter af dette.

På deres hjemmeside fremgår det, at man i klager over sundhedsvæsnet, skelner mellem klager over den sundhedsfaglige behandling og klager over brud på dine rettigheder som patient. Som patient har man eksempelvis ret til at fravælge behandling, til at få aktindsigt i patientjournaler og befordringsgodtgørelse blandt andet.
Er man i tvivl om hvorvidt man skal klage hører der til hvert hospital et patientvejleder, man kan søge rådgivning hos.

Til forbedring af patientsikkerheden findes muligheden for at indberette utilsigtede hændelser, såfremt man ikke ønsker at klage. Dette gøres ligeledes på hjemmesiden for Styrelsen for Patientsikkerhed ved at følge dette link.
Som sundhedsprofessionel i Danmark har man indberetningspligt, hvilket fremgår af ”Bekendtgørelse om rapportering af utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet m.v.”.
Det betyder, at hver gang en sundhedsprofessionel bliver bekendt med en utilsigtet hændelse, skal dette indrapporteres (i anonymiseret form) med relevante oplysninger (herunder afdeling og tidspunkt for hændelse). Men som patient og/eller pårørende har man ligeledes mulighed for og opfordres til indberetning.

Jævnfører man førnævnte bekendtgørelse gøres det klart, at der med ’utilsigtet hændelse’ skal forstås:

”… på forhånd kendte og ukendte hændelser og fejl, som ikke skyldes patientens sygdom, og som enten er skadevoldende eller kunne have været skadevoldende, men forinden blev afværget eller i øvrigt ikke indtraf på grund af andre omstændigheder. En utilsigtet hændelse omfatter en begivenhed, der forekommer i forbindelse med sundhedsfaglig virksomhed, herunder præhospital indsats eller i forbindelse med forsyning af og information om lægemidler”

Via hjemmesiden bliver man guiden igennem rapporteringen af en utilsigtet hændelse, hvor man blandt andet skal beskrive hændelse, lokalisation, omstændigheder samt forslag til, hvad man kan gøre anderledes i fremtiden.
Det bliver på den måde en mulighed for sundhedsprofessionelle at forbedre deres praksis ved at blive gjort opmærksom på problemstillinger og ikke mindst konstruktive løsningsforslag.
Ydermere er det min forestilling, at registreringen af utilsigtede hændelser kan bidrage til at belyse problemer i sundhedsvæsenet, fx for meget travlhed, underbemanding og overbelægning.

Er døden noget man taler om?

Da jeg var i min første praktik som sygeplejestuderende, erfarede jeg hurtigt, at jeg følte jeg kunne bidrage med noget i sygeplejen til døende. For min del oplevede jeg en enorm ro omkring at pleje og være i nærheden af det menneske, som var ved at sige farvel til livet, og jeg forestillede mig at den ro kunne mærkes.

Senere i løbet af min uddannelse, og især efter at være blevet sygeplejerske, har jeg adskillige gange oplevet, at den døende faktisk får ro af at mærke ro. Det bliver tydeligt, når bare en berøring eller en rolig stemme kan dæmpe motorisk uro og klagelyde.

Det er min opfattelse, at døden er et svært emne at berøre – både i forhold til tanken om de mere eksistentielle sider af døden – Er der både noget bagefter? Hvordan føles det at dø? Vil jeg være bange? Vil det gøre ondt? – men også i forhold til den sorg og følelse af tab, de efterladte står med, som ofte kan være svær at sætte ord på.

I mit arbejde som sygeplejerske har jeg lært at træde varsomt omkring døden. I mødet med pårørende til den døende må det være dem og deres livsopfattelse og grænser, der sætter rammen om den slags samtaler, man kan tillade sig at have.
Selv om jeg kan finde ro i tro og tanken om efterlivet har jeg fuld respekt for, at andre hverken har det sådan eller er interesseret i at høre om det.

Derfor må sygeplejerskens ansvar være at at skabe ro og værdighed omkring den døende. “Den værdige død” er et emne for sig, jeg i øvrigt vil berøre i et kommende indlæg.
Først og fremmest må målet være at lindre den syge, så vedkommende er rolig og tryg og ikke er i smerter. Det er et mål alle sygeplejersker omkring døende mennesker tilstræber.

Om pårørende har jeg bemærket, at man – når man er bange, ked af det, usikker eller i sorg – lægger mærke til bittesmå detaljer, som ikke nødvendigvis er af nogen betydning. Ikke desto mindre bliver det tydeligt, at man behøver noget at holde fast i. Det er aldrig helt gået op for mig, at hvor stor betydning dette er, før jeg selv sad ved siden af min døende far forleden dagen, fuldkommen panisk for en ændring i hans åndedræt.

Således sad jeg i næsten halvandet døgn og vågede jeg over ham, talte til ham, fugtede munden, tørrede ham på panden, kyssede på ham og rørte ham på armen. Mit fokus blev mere snævert, end jeg har oplevet før. Den mindste bevægelse vækkede frygten for, om han mon var i smerter? Hans åndedræt og lyde blev det absolut eneste i verden, der betød noget for mig.

I minutterne op til at han døde, blev han pludselig nærværende. Stadig udenfor bevidsthed, men han bevægede sig lidt og bevægede sit hoved efter lyden af min stemme. Uden at vide hvad jeg skulle gøre, kravlede jeg op i sengen til ham. Jeg holdt om ham og kyssede ham på panden og fortalte ham, at jeg godt kunne forstå, hvis han følte han måtte kæmpe, men nu var det okay, at han gav slip på livet og tog op til farmor og farfar. Jeg kyssede på ham og klemte ham i hånden og inden for få minutter holdt hans hjerte op med at slå.

Det var uendeligt sorgfyldt, men uendeligt fredfyldt.

De seneste dage har gjort mig endnu mere klar over, at folk ikke ved, hvad de skal sige, når nogen er død. Jeg forstår det godt. Ingen ord kan alligevel beskrive sorgen, og man er bange for at sige noget vanærende eller malplaceret.

For mig er der en utroligt lindring i at få lov at sætte ord på døden. Heldigvis var flere af de sygeplejersker på Sankt Lukas Stiftelsens Hospice villige til at lytte til det. Vi tændte lys, vi åbnede vinduet, og jeg fik lov at tale til min far, som lå han lige der og kunne høre hvert et ord.

Det har fået mig til at indse, at sygeplejersker omkring døende og deres pårørende må rumme en stor alsidighed. Foruden at skulle være i stand til at tale om døden og sorgen, skal de også være i stand til ikke at tale om den.

I dag

I dag, tirsdag den 3. oktober, sov min far, Kim Rogér Thomsen, stille ind efter kort tids sygdom. Han var fredfyldt og passet på.
Stor tak til personalet på Sankt Lukas Stiftelsens Hospice for omsorgen til far og os.

 

10 ting jeg har lært af og om uhelbredelig kræft

1) Det er ikke på sin plads (som ikke-fagprofessionel) at give råd om behandling, hverken konventionel eller alternativ. Slet ikke hvis man er ved at dø af sygdommen

2) Det er rart at blive spurgt til, hvordan man har det, og at nogle tør tale om død, sorg og tab med én – det kan være en befrielse for syg såvel som pårørende til en syg

3) Man behøver ikke sige noget, der hjælper eller er klogt – det er bare dejligt, hvis nogen lytter og bærer sorgen sammen med én et kort øjeblik.

4) Når den syge har accepteret døden, skal man også gøre det som pårørende – bed aldrig den døende om at holde sig i live for ens egen skyld

5) Tag om muligt stilling (gerne med dine pårørende) – både til testamente, begravelse/bisættelse, livsforlængende behandling og donation

6) En værdig død er ikke nødvendigvis det samme som fraværet af smerter eller lidelse.

7) Kræftens bekæmpelse tilbyder rådgivning, vejledning og grupper for patienter såvel som pårørende og har tilbud til alle med berøring for kræft over hele landet – undersøg det på www.cancer.dk

8) Fordi man skal dø, kan man sagtens stadig være vildt irriterende og stædig – og være fjollet og kærlig også

9) Sorg under sygdommen har også sin berettigelse, og det kan være svært ikke at tænke, at det vil blive en lettelse, når det er slut.

10) Når man er sygeplejerske hedder det ’cancer’, men når man har det tæt inde på livet hedder det pludselig ’kræft’

Nogens sygeplejerske

Mit navn er Signe Marie, og jeg er nogens sygeplejerske.
Men lige nu – mest af alt – er jeg nogens datter. Nogen “pårørende”.
Min far blev diagnosticeret med spiserørs-kræft for fire måneder siden – for tre dage siden kom han på Sankt Lukas Stiftelsens Hospice.

Tankerne omkring at miste en forælder samt sorgen og smerten, der er forbundet med det, er vidtrækkende – og nok akkurat det samme som alle børn skal gennemgå, når deres forældre dør. Oveni sorgen og smerten over det at skulle miste én, har jeg fået et andet indblik i de skæve og lange veje ind i systemets krinkelkroge, man som patient og pårørende må forcere, hvis man modtager (eller vil modtage!) behandling af den ene eller anden form i sundhedsvæsnet.

Det at skulle bevæge sig igennem den jungle er en side af sagen, jeg kun berører overfladisk til dagligt. Som sygeplejerske i akut regi handler det om behandling nu og her alene for at redde liv.

Derfor ser jeg ikke ofte de mange, mange overlap der er for patienter imellem specialer, sygehuse, behandlingstilbud, læger og plejepersonale og ikke mindst mødes med divergerende og ofte modstridende forslag for behandling og medicin.

Jeg kan godt forstå, at det som udefrakommende er uhyre svært at navigere i.

Hvad skal man stole på?
Hvem skal man stole på?
Hvad gør jeg hvis (når) henvisningen til den der meget vigtige undersøgelse bare aldrig kommer?
Hvorfor skal jeg tage de medicin, når den anden læge har sagt, at det er kontraindiceret?
Hvem er min sygeplejerske i dag?
Hvem er min sygeplejerske i morgen?
Hvorfor skal jeg overflyttes igen?
Vil behandlingen virke på mig?
Skal jeg dø?
Skal jeg dø med smerter?

De tanker bygger sig op til frustrationer og magtesløshed som patient og pårørende.
At få luft og gøre mig overvejelser om dette er en af grundene til, at jeg har oprettet denne blog. En anden side af sagen handler om at videreformidle de oplevelser, tanker og den udvikling, jeg gennemgår, som sygeplejerske. Jeg er en forholdsvis “ung” sygeplejerske, og mine betragtninger er præges af både videbegær, ambition og nysgerrighed. Læs mere om mig her.

For nu har jeg oprettet denne blog – du er meget velkommen til at læse med.

//Signe Marie