Sorg og krise som læremester

Sorg og tab
I dag optager sorg mig.
Men til en forandring er det ikke blot sorgen over tabet af min far, men sorg i almindelighed, og mine forskellige oplevelser med sorg i særdeleshed.
Sorg og tab hænger uløseligt sammen. Sorg rettet mod tabet af nogen, man elsker eller elskede, betragter jeg som en kærlighed, der er blevet hjemløs. Man ved simpelt hen ikke, hvor man skal gøre af den.

Der er ingen tvivl om, at jeg aldrig har prøvet en sorg mage til den, jeg mærker i forbindelse med tabet af min far, men jeg har oplevet andre former for tab, som har efterladt ar på min krop og mit sind. Tabet af en kærlighed eller stor forelskelse er på en lidt anden måde noget af det værste jeg har prøvet.

Tab af kærlighed eller forelskelse
Min første store kærlighed gik fra mig. Jeg var i starten af tyverne, han var i starten af fyrrerne, og han var drænet efter et langt år med min svære depression (hvilket blandt andet er noget af det, jeg fortæller om i mine foredrag). Da han gik fra mig, forsvandt den sidste rest af jord og ståsted under mine fødder. Måden det skete på var svær og smertefuld, fordi han gjorde det forbi i et brev og praktisk talt fra den ene dag til den anden forsvandt ud af mit liv. Jeg har ikke set ham siden eller på nogle måder fået anerkendt min eksistens de få gange, jeg har kontakten ham siden 2011. Hele min identitet og min følelse af værd var på spil, og en overgang mistede jeg troede på, at livet på nogen måder var eller ville blive værd at leve igen. Det var noget af en mavepuster.

At blive forladt og gået fra er brutalt og pinefuldt. Det tager lang tid at rette op på de afveje, sindet kan føre én, når man bliver valgt fra af en, man elsker og troede, man skulle dele resten af livet med

I 2017 sagde jeg farvel til en relation, og det var første gang at et brud skete på mit initiativ. På mange måder var netop det farvel meget specielt, fordi det hurtigt blev overskygget af de omstændigheder, at man fandt tumoren i min fars spiserør cirka to uger efter bruddet.
Til trods for min beslutning om at afslutte det der var, prøvede vi en kort tid at ændre vores forhold; få det til at fungere i en anden form. Det lykkedes ikke, og det er jeg meget taknemmelig for i dag.
Der havde jo ligesom været en grund til, at jeg ville og måtte ud af det forhold:
Jeg er taknemmelig for, at jeg evnede og turde at lytte til mig selv, også selvom jeg ugerne efter vaklede lidt i min beslutning, og at vores dialog endte med at blive  uværdig og grim.

Tiden læger – hvis ikke alle, så – mange sår

Jeg kan stadig føle sorg, men nok mest fordi jeg har svært ved at bearbejde og håndtere den vrede, jeg også føler. Det er en af de følelser, jeg ikke altid ved, hvad jeg skal gøre ved.

Sorg sat i perspektiv
Med 2017 og starten af 2018, hvor sygdom og tab og sorg og krise har præget mig og mit liv, har jeg fået et lidt andet og mindre naivt syn på tilværelsen.
På nogle måder ser jeg det forgangne år i et andet lys.
For eksempel har jeg meget svært ved at genkalde den konstante og latente følelse af uretfærdighed, der altid i mit voksne liv har siddet under huden på mig.
Jeg kan simpelt hen ikke føle, at det er uretfærdigt. Jeg synes, det er hårdt, sorgfuldt, frustrerende, vanvittigt ligefrem, men uretfærdigt…? Well, ingen sagde nogensinde, at det ville blive let, vel? På samme måder kan jeg ikke rigtig føle, at det er synd for mig. Det er forfærdeligt og hårdt, som sagt, men min fars død er jo ikke gjort mod mig. Min mors sygdom sker ikke, for at jeg skal lære noget. Krisen er ikke til for min ære. Det. Er. Bare. Livet.

På et tidspunkt en måned eller to inde i min fars sygdomsforløb, da det var gået op for os, at helbredelse ikke var inde for rækkevidde, sagde én til min far, at det var så uretfærdigt, at han skulle dø. Han vendte sig om mod hende og sagde:

“Uretfærdigt? Hvis du vil vide, hvad der er uretfærdigt, så er det mange krigsofre, børn og flygtninge i Syrien, der hver dag kæmper for overlevelse”

Det er en meget vigtig tanke at huske på, at alt kan sættes i perspektiv. Jeg vil på INGEN måder negligere mit og vores PERSONLIGE og store tab, men alt kan sættes i perspektiv.

Krisens paradoks – forandring
En anden ting som tabet og krisen har lært mig er at have endnu mere fokus på taknemmelighed over de ting, jeg har tilbage.
Jeg har også lært en ting om mine egne grænser.
Hvis jeg kan overleve at gennemgå sådan et halvandet år, så kan jeg overleve alt. Det tror jeg virkelig og inderligt på. Til tider har jeg det dog lidt som om, jeg er ved at lære at gå igen, og før jeg kan det, skal jeg lære at kravle. En ny start, med andre ord.
I en mere moderne psykiatri er skabt Tidalmodellen, som omhandler arbejdet med psykiatriske patienter og borgere. Den har til hensigt, at menneske med en psykisk lidelse anskueliggør og italesætter (finder sin stemme) sin livsanskuelse og livsfortælling (erfaringer) og gennem dette finder sin egen helbredelse og sine egne ressourcer i en videre recovery (The Tidal Model – Mental sundhed, indsigelse og recovery, 2015, Phil Barker & Poppy Buchanan-Barker).

Én af de fundamentale forudsætninger i teorien er, at man forstår krisen paradoks, som den proces, der faktisk kan skabe muligheder og positive forandringer

Det er utroligt meget min overbevisning, at enhver krise rummer netop det paradoks – en så svær tid, som jeg har oplevet det seneste år, muliggør jo også forandringer i mig, hvilket har efterladt mig mere taknemmelig, stærkere, mere rustet til livet og givet mig nye perspektiver til at kunne gennemleve og forstå en krise en anden gang.

Krisen er som at blive ramt af en granat
Det er som at stå i de sodede og itu-sprængte ruiner af en verden, der engang var; en verden som man kendte godt. Eksplosionen har efterladt én døv efter braget, blindet af aske, lamslået efter chokket og dækket til i støv og murbrokker.
Når støvet stadig hvirvler i luften, kan man ikke forvente, at man skal kunne gå og stå og ordne og fikse og komme sig. Der handler det udelukkende om overlevelse.
På et tidspunkt vil asken være faldet til jorden, måske kan man gnide øjne og rømme sig, så man får stemmens og synets evne igen. Der er stadig ikke plads til at genopbygge noget som helst, det handler om at trække luft ind og sikre sig, at man kan stoppe de blødende sår på ens krop (og sjæl!).
Langsomt langsomt vil sollyset kunne ses igen. Man har konstateret at kroppen stadig lever og fungerer, trods de ar og sår og skader, den måske har pådraget sig.
Først efter dette, og formentlig et godt stykke tid efter, kan man begynde at orientere sig igen; løfte blikket og se den verden, der nu har ændret sig for bestandig. Nu kan man begyndte oprydningen for at gøre plads til at bygge sig selv og sin verden op igen.

Det var en af de længere metaforer, men det er virkelig sådan jeg oplever det, når jeg tænker på 2017/starten af 2018.

Sorg som kærlighed med omvendt fortegn
Et af mine familiemedlemmer fortalte mig den anden dag, at man kan betragte sorg mere som en følelser, der kommer og går i modsætning til en mere traditionel forestilling om, at sorg er en tilstand eller fase, man ligesom skal igennem, før man kommer videre med sit liv. Jeg kan godt lide den første beskrivelse. Den passer meget til min egen oplevelse i forhold til tabet af min far. I starten græd jeg meget og hele tiden, men efterhånden er det mere blevet som en bølge, der ind i mellem skyller ind over mig. Andre tidspunkter tænker jeg kun gode minder, og sorgen ledsages også af varme og kærlige erindringer. Med andre ord opleves den mere nuanceret, mere alsidig. Det er nok derfor jeg ser sorgen som kærlighed med omvendt fortegn. Hvis jeg ikke havde haft elsket, ikke elskede, ville sorgen jo være af en ganske anden karakter. Sorgen er netop smerten ved påmindelsen om kærligheden der er; den hjemløse kærlighed. Derfor øver jeg mig i at se sorgen tosidethed. Jeg øver mig i at få øje på taknemmeligheden, kærligheden og glæden, som ligger indlejret i en kapsel af sorg. For uanset hvad sorgen retter sig mod – en ven eller et familiemedlem eller en kærlighed der er gået bort eller én man har sagt farvel til, minder om ting og tilstande, der har været – så ville det ikke gøre så forbandet ondt, hvis der ikke havde været noget godt. Og det gode – hvor tabt det end må være – er jeg taknemmelig for overhovedet at have fået lov til at opleve..

God søndag

//Signe Marie

#5 gode råd til den sygeplejestuderende i klinik

For halvanden uge siden startede jeg på mit nye arbejde på Bispebjerg Hospital.
Det er specielt at være ny igen. At få lov til at være ny igen.
Man kan sige, at starten på Bispebjerg er markant anderledes end starten på Rigshospitalet, fordi jeg på daværende tidspunkt blot havde minimal erfaring i somatikken, og altså ingen erfaring i specialet.
Det er bestemt en kontrast at starte på min nye afdeling med så meget i bagagen. Indtil videre oplever jeg at have fået en drømmestart, og selvom jeg er i introduktion i ca 4 uger, føler jeg – udover at lære meget nyt – også at jeg kan tage fra og rent faktisk gøre et stykke arbejde i en travl hverdag.

At være “føl” får mig til at tænke over, hvordan det nu lige er, det med at være helt ny, uanset om det er som studerende, nyuddannet og/eller nyansat. I min tidligere stilling gik jeg ofte med studerende og har tilmed oplært enkelte nye sygeplejersker.

Gennem tiden har det fået mig til at tænke meget over, hvilke budskaber jeg helst ville overbringe en helt ny og “grøn” studerende, så her følger lige nogle refleksioner om emnet til dig som sygeplejestuderende, der skal ud i klinikken, måske for første gang:

#1 Lav en studieplan – fra starten
I’m so sorry; det er måske det kedeligste råd, jeg overhovedet kan give dig, men for mig var det bare en kæmpe hjælp at udforme en studieplan.
På det tidspunkt jeg studerede, var det obligatorisk, men jeg er ikke klar over, om det stadig er det. Tilmed var min studieordning bygget op anderledes end i dag, men selvom jeg gjorde det på én måde svarende til mine moduler, kan du måske få noget inspiration til det alligevel?

Jeg uddelte et behovsområde (fx ernæring) til hver uge svarende til det antal uger, jeg havde i klinikken. Hvis jeg fx havde fokus på ernæring, ville jeg sørge for at supplere min praktik med viden om det tilsvarende organsystem, her fordøjelses-systemet og til dels endokrinologi (hormonsystemet). Studieplanen fungerede kun som rettesnor for mig selv, og virkeligheden i klinikken var ofte anderledes end netop det, min plan havde lagt op til, men på den måde lærte jeg at strukturere min læring, og desuden skematisere hvad jeg manglede at vide mere om.

#2 Vær opsøgende
Én af de ting jeg var aller dårligst til i mine praktikker var at være opsøgende overfor de ting, jeg slet ikke kunne eller som syntes svære.
På nogle måder var jeg simpelt hen så usikker og bange for at fejle, at jeg hellere ville lade være med at prøve. Da jeg så kom som uddannet sygeplejerske på Rigshospitalet, manglede jeg så mange praktiske erfaringer, fordi jeg i klinikken havde været utroligt tilbageholdende. Men jeg skal love for, at det lærte mig at være opsøgende. Hvis jeg ville beholde mit job og kunne varetage det arbejde, jeg var blevet ansat til, måtte jeg lære. Hurtigt.

Mit råd vil til enhver til være at melde sig på banen så tidligt i uddannelse som muligt, så man ikke ender som mig, fuldkommen usikker og totalt uerfaren. (Her hjælper det i øvrigt at have den studieplan, for med et fokusområde er det nemmere at opsøge og vælge de opgaver eller patienter til, som er relevante for dig)

#3 Talk to me…
Noget af det sværeste som daglig vejleder er, hvis man ikke kan fornemme, “hvor” den studerende er. Det handler jo også i høj grad om personlighed, og det er bare ikke alle, der føler for at snakke/reflektere/analysere en masse. Alligevel vil jeg anbefale, at man øver sig i at melde ud, når og hvis man står overfor nogle opgaver, man fx er i tvivl om. Man skal ALDRIG stå alene med en opgave, man er usikker overfor. Nogle studerende kan arbejde med relativ selvstændighed, andre bryder sig ikke så meget om det. Jeg tror på, det er vigtigt, at man tør melde ud, både ifht de opgaver man er usikker i forhold til, men også hvordan man lærer bedst…
Er det at arbejde så selvstændigt så muligt? Er det at gennemgå det teoretiske grundlag? Skal man have tingene vist flere gange? Det hjælper mig utroligt meget at have med en studerende at gøre, som tør sætte blot et minimum af ord på tingene…

#4 Vær ydmyg
Det kan måske synes paradoksalt, at jeg først taler om at være opsøgende og give sig i kast med opgaver, man måske ikke indledningsvist tør. MEN… Min erfaring er, at det er vigtigt at være ydmyg overfor faget. Det handler ikke om at være ydmyg i sin personlighed eller overfor personalet, men snarere om ikke at være for kæk overfor patienternes sygdomme, tilstande og symptomer.
Der er ALTID observationer eller problemstillinger, man ikke ser eller indser med det blotte øje eller ved indledende møde. Der er ikke noget mere farligt end en kæk studerende (eller andre, for den sags skyld), som er SÅ sikre i deres egen sag, at de overser et underliggende problem. AT være ydmyg handler om at stille sig åben overfor det man ikke ved eller ikke kender til…

#5 Skriv ned
Jeg skal nok lade være med at sige, at du skal skrive logbog, men du vil formentlig på et senere tidspunkt blive rigtig glad, hvis du øver dig i at skrive bare en smule ned. Fx hvis du efter visse vagter eller hændelser vænner dig til at skrive få linjer ned om situationen. Hvad skete der? Hvordan føltes det? Hvordan handlede du? Hvordan var patienten? Hvad kunne man observere (fx værdier eller adfærd)? Hvad fik det dig til at tænke?

Prøv at beskrive situationen så objektivt som muligt, fx i én kolonne, og så kan du skrive refleksioner, tanker og følelser i en anden kolonne. Nu og her gør det nok ikke stor forskel at skrive de ting ned, men ved opgaveskrivning fremadrettet – både den efter praktikkerne, men faktisk også længere frem – kan det fungere som et fænomenalt arkiv af erfaringer, viden eller observationer, du kan hive frem til formålet.
Nu skriver jeg kun om fordelene i en studiemæssig sammenhæng.
For MIG var det også – trods min usikkerhed i praktikken – meget udviklende at se på skrift og reflektere over min egen praksis. Netop den refleksion – på skrift eller ej – oplever jeg som lærerig og betyder, at jeg stadighed arbejder med og reflekterer over, hvordan jeg kan blive den bedste sygeplejerske muligt.

En sammensat sygeplejerske? Om at skrive personlige indlæg

I dag ville min far have fyldt 59 år. Han er savnet. Vi – min fars kæreste, min bror og jeg – mødtes ved graven og lagde blomster.

Jeg har tænkt over, om det er underligt, at jeg laver disse meget personlige indlæg her på bloggen, i særdeleshed vedrørende min far, for ingen af jer kendte ham jo eller har et personligt forhold til hans død. Imidlertid er jeg kommer frem til, at en del af de brikker, der udgør mit puslespil og min sammensætning som sygeplejerske i høj grad er farvet af mit liv som menneske, som kvinde, som datter, søster, kæreste, ven og så videre.
Det er med den opfattelse jeg har besluttet, at jeg bare vil blive ved med at være mig med alt hvad det indebærer. Også inklusive de indlæg, der er helt personlige.

Hav en dejlig og smuk forårsdag derude.

//Signe Marie

En besværlig patient i et effektivt væsen

Jeg ser hende bevæge sig rutineret.”Så løfter jeg lige her,” siger sygeplejersken velmenende og tager fat i dynen, hvilket får min mor skrækslagent til at råbe højt over den bevægelse, hun ikke kan se, men som hun kan mærke i den oversensible højre fod.

Som en bulldog rejser jeg mig med mord i øjnene. Jeg har lige sagt det til hende!”Du er nødt til at fortælle min mor, hvad du gør, før du gør det! Hun kan ikke SE dig,” siger jeg med besindet raseri.

Sygeplejersken i mig er borte. Som datter er jeg ved at gå op i limningen ved tanken om, hvordan det kan være så svært at forstå, at ALLE handlinger og bevægelser uden min mors vidende føles som et overgreb

Forstå mig ret, min mors reaktion er ude af proportioner og præget af angst. Hun er “den besværlige patient”. Stiller store krav til folk omkring hende, fordi der er så mange hensyn at vise. Det vækker afmagt. I alle.

Desværre er det intet særsyn. Det er tusinde gang, og for hver gang svinder min mors tillid til sygehusvæsenet en smule.

Hvorfor er der ingen, der lytter til hende? Hvorfor forstår de ikke, at en fod med podagra ikke skal berøres bare sådan? Hvorfor noterer de sig ikke, at hun næsten er blind, når det første, hun siger til en ny sygeplejerske, er, at hun ikke kan se dem?

Jeg VED, at intet er sort-hvidt. At ingen er ude på at genere min mor, men det har alligevel vækket nogle overvejelser:

Er det ikke blot effektivisering fra politisk og organisatorisk side, der har konsekvenser for sygeplejen? Er vi som fagprofessionelle også i praksis så “hurtige” og “effektive”, at vi glemmer at lytte til det menneske, vi hjælper? Er vi så lidt gearede til “besværlige patienter”, at irritationsmomentet overskygger vores hensyntagen?
Eller ligger problemet reelt set et andet sted, f.eks. i min mors og mine forventninger?

Velfærd for alle?

Det ligger mig på sinde at skrive dette opslag, fordi det er genstand for alles analyser og erfaringer og holdninger på den ene side, men også er omgærdet af manglende viden på den anden side.

Jeg har stødt på flere i min omgangskreds, som har svært ved at forstå, hvorfor jeg er bekymret for og påvirket over udviklingen i overenskomstforhandlingerne.

Indledningsvis vil jeg med hånden på hjertet være den første til at sige og indrømme, at jeg kun selv kender til og forstår en brøkdel af de politiske dagsordener, aktører og forhandlinger, der i øjeblikket er i spil.

Men jeg er bekymret.
Jeg er bekymret over retorikken, det menneskesyn der repræsenteres hos politikerne og modstandere af de krav, vi som offentligt ansatte stiller.
Jeg er bekymret for konsekvenserne for mig, mine kollegaer og andre offentligt ansatte på kort sigt, men endnu mere bekymret for Danmark og især de socialt udsatte på den længere bane.

Fordi jeg langt hen ad vejen kun kan udtale mig fra mit eget ståsted, vil jeg forsøge på at sætte ord på, hvad JEG ser og oplever i øjeblikket:

Jeg oplever, at min arbejdsindsats underkastes utallige analyser, blandt andet hvor meget mit arbejde er værd (som jo tydeligvis ikke er så meget værd som privatansattes arbejde). Jeg kan læse og lære, at jeg umiddelbart mest tænker på at tage og få, og at jeg i virkeligheden burde have mere fokus på at give. Det gør mig mildest talt rasende.
I en debat på DR for nyligt forklarede en politiker (og jeg husker simpelt hen ikke hvem), at nu skal man jo ikke tage den kritik så personligt.

Jeg er en meget privilegeret sygeplejerske, for jeg er virkelig glad for mit arbejde langt det meste af tiden. Jeg synes, det er benhårdt, men det giver mig så sandelig glæde og en følelse af at gøre en forskel. Godt for mig.
Når min hverdag handler om at hjælpe andre, og i guder, jeg GØR det, ligeligt, ligeværdigt, altid med samme indsats uanset hvem jeg møder, så er det jo selvfølgelig dér mit fokus ligger: På andre.

Vi er mennesker, der uagtet om faget er et kald eller ej, arbejder for at hjælpe andre; kompromisløst. Som sundhedsprofessionel i akut regi udgør mine kollegaer og jeg ofte det første møde med sundhedsvæsnet, når et menneske rammes af akut opstået sygdom. Ofte behandler vi på vital indikation, altså udfører livreddende behandling og pleje. Jeg kan love dig for, at i sådan en situation er det ikke min fyldte blære eller min dundrende hovedpine, de tusind andre opgaver på ventelisten eller mine ømme ben, der bliver tænkt på.

Så hvorfor tager jeg sådan på vej, når nogen siger, jeg er ude efter lønfest og bare tager i stedet for at give?

Fordi den måde at betragte en hel faggruppe, ja, faktisk nærmest alle offentlige ansatte på, vidner om en menneskesyn, der vist godt kunne trænge til at komme i spil derude, hvor der egentlig er mennesker.
Det er et menneskesyn, hvor ansattes ønske om (og ret til!) at forhandle arbejdsvilkår, løn, rettigheder, arbejdsmiljø og så videre tillægges egenskaber og motiver om personlig vinding og grådighed.
Det er selvsamme menneskesyn som ikke mener, at den offentlige sektor bør prioriteres – øget privatisering, mere brugerbetaling, i øvrigt mere personligt ansvar for eget helbred….

Ydermere ser jeg det som problematisk, at et strejkevarsel mødes af så omfattende en trussel om lockout. Det i virkeligheden en skide smart strategi, for den rammer, dér hvor vi som enkeltpersoner er svagest: På pengepungen.

I tilfælde af lockout er jeg gennem min fagforening sikret et rentefrit lån til dækning af min udeblivende løn. Helt personligt vil det koste mig og mine kollegaer, og det vil gå ud over hver vores enkelte økonomiske situation.

Det er tydeligvis meget omkostningsfuldt at ville diskutere og kæmpe på sine egne rettigheder på arbejdsmarkedet.
Konsekvenserne for mine kollegaer og mig i tilfælde af lockout, vil vi formentlig klare okay, trods alt. Så lad mig fortælle lidt om, hvad det kan komme til at betyde for dig:

Måske ved du ikke, hvor pressede vi er i hospitalsvæsnet (jeg taler igen ud fra mine egne erfaringer og tager derfor udgangspunkt i hospitalsarbejdet)?
Er der blot én mand for lidt blandt portørerne fx i en aftenvagt eller nattevagt, kan det gå udover patientens mulighed for at komme hurtigt til en scanning, der er fuldkommen afgørende for, at vi kan nå at redde det menneskes liv.
Hvis der er overbelægning på afdelingen øges risikoen for fejl markant.
Og her taler vi slet ikke om vores arbejdsmiljø eller overskud og trivsel for personalet. Nu taler jeg om de konsekvenser, det får for patienterne.
En patient er ikke nødvendigvis én, der kæmper med et skrantende eller kronisk dårligt helbred. Det kan være dig og mig, der i morgen rammes af en bil, en aneurisme, en blodprop eller noget helt fjerde.
Konsekvensen af afdelingernes stress og arbejdsmiljø kan som sagt betyde, at vi kan komme til at lave fejl. Alvorlige fejl. Eller overse vigtige ting, der fortæller os noget om en eventuel forværring i patienternes tilstand. Hvis vi lockout’es kører mange afdelinger med nødberedskab. Det er den bemanding, der skal være til stede for at holde afdelingen og behandlingen “forsvarlig”.

Men det er ikke forsvarligt.
Tilmed vil alle ambulante og planlagte sygehusaftaler blive udskudt.
Folk må gå hjemme med deres lidelser, indtil det bliver slemt nok til at det kræver en akut intervention.

Det lyder lidt som en dystopi, og en sådan tilstand er selvfølgelig uacceptabel. Det vil formentlig betyde, at politikerne efter kort tid vil bryde lockouten.

Så kan vi jo sige, at så er den krise ude af verden …
Men tilbage står en hel sektor med ønsket om at blive taget alvorligt, ikke blive hånet for at ønske bedre løn og mere fair arbejdsvilkår, for nu blot at nævne få ting.
Tilbage står en sektor som fortsat ikke vil blive tilgodeset, hverken for den enkelte arbejder, og tro mig, heller ikke for kvaliteten af behandlingen i offentligt regi..

Det gør mig vred og bekymret. Jeg oplever, at jeg hverken helt kan finde ordene eller argumenterne til at forklare, hvorfor denne udvikling er så off.
I min verden synes det så åbenlyst, at man da må vælge at prioritere det velfærd og dem der arbejder for det velfærd til de flestes bedste.

Tilsvarende har jeg svært ved at forstå, at man IKKE tænker, at en stærk offentlig sektor er vejen frem, hvis man vil det bedste for de fleste og mindske den sociale ulighed?
Jeg er ikke afvisende overfor, at mit ståsted kan synes lidt naivt, ja, måske ER det ligefrem naivt. For hvor ”rart” det end er, at vi har al den sikkerhed og det velfærd i et samfund som Danmark – så er velfærdet som udgangspunkt måske egentlig ikke alles fælles mål?

OK18 for begyndere

Overenskomstforhandlinger for den offentlige sektor 2018 (OK18) er over os!
Mine næsten tre år som uddannet sygeplejerske til trods, har jeg først for relativt nylig valgt at blive medlem af DSR, altså fagforeningen for sygeplejersker, Dansk Sygeplejeråd. Det skyldes til dels manglende omtanke og til dels manglende viden om de ting, der jo i høj grad har relevans når man er uddannet og i arbejde. Det betyder også, at jeg ikke har haft det store indblik i OK18 og dens relevans for min situation – det forsøger jeg nu at komme efter.

Derfor har jeg valgt at lave en relativ kort guide vedrørende de højst aktuelle overenskomstforhandlinger samt en hurtig gennemgang af de ting, der har relevans i forhold til emnet. Det er intet andet end basic knowledge – men ikke desto mindre afgørende at kende til.

Jeg forestiller mig, du læser med, hvis du – ligesom jeg –har begrænset erfaring på området eller er helt ny i faget og ønsker noget grundlæggende viden.

Til enhver til vil jeg anbefale DSR’s hjemmeside – læs mere om overenskomstforhandlinger her.

Lad os starte med det grundlæggende – fagforening og a-kasse
Fagforeninger og a-kasser beskæftiger sig med folk i arbejde eller folk, der skal tilbage i arbejde. Fagforeningen er en forening, som beskæftiger sig med dine rettigheder, lønvilkår og overenskomst for din ansættelse. Eksempelvis kan man rådføre sig med fagforeningen ved opsigelse, fyring, sygdom eller tilsvarende. Lokalt vil det være arbejdsstedets TR (tillidsrepræsentant), der fungerer som bisidder fx ved en samtale mellem arbejder og lederen. Man betaler fast kontingent for at være med i en fagforening. Et fagforbund er en samling af flere fagforeninger

A-kassen er den private, statsstøttede organisation, som står for dagpenge ved arbejdsløshed, hvilket man kan få op til to år. Dagpengene er på den måde et alternativ til kontanthjælp. Ligeledes vil en a-kasse tilbyde medlemmerne hjælp til at komme tilbage i arbejde.

Læs mere om fagforeninger, a-kasser og forskelle/ligheder her.
Sygeplejerskernes fagforening hedder som sagt DSR, Dansk Sygeplejeråd, og en hyppigt brugt a-kasse – som kun har sundhedsprofessionelle som medlemmer – er DSA.

Hvad er en overenskomstforhandling?
I Danmark beror blandt andet lønvilkår på det danske arbejdsmarked ikke på lovgivning, men på overenskomster. Disse genforhandles med nogle års mellemrum. (Det er i øvrigt denne måde at gøre det på, der refereres til som ’Den Danske Model’)

”En af de særlige ting ved det danske arbejdsmarked er, at lønmodtagere og arbejdsgivere som hovedregel selv forhandler sig til rette om løn- og arbejdsvilkår” (kilde: https://www.hk.dk/raadogstoette/overenskomst/ok-leksikon)

Hvis det ikke er muligt for at nå til enighed ved overenskomstforhandlingerne, så er det her vi støder på begrebet som konflikt/strejke og lockout – Det er også her vi møder Forligsinstitutionen og forligsmanden, som ved eventuelt sammenbrud i forhandlinger vil forsøge at mægle mellem fagforbundet og arbejdsgivere. Fagforeninger og fagforeninger samlet i fagforbund er repræsenteret i deres hovedorganisationer, eksempelvis LO (Landsorganisationen i Danmark), Akademikernes Centralorganisation eller DA (Dansk Arbejdsgiverforening). LO hører eksempelvis også under Forhandlingsfællesskabet (læs mere her), som er en organisation, der har fokus på ansatte i kommunalt og regionalt regi.

Hvad så hvis man ikke kan blive enig under overenskomstforhandlingerne?
Den situation vi er i lige nu under overenskomsterne 2018 – også kaldet OK18 – er et ”sammenbrud i forhandlingerne”, og Forhandlingsfællesskabet har pr. i fredags (1/3-18) varslet konflikt over arbejdsgiverne (læs her) Det betyderstrejke, som er at arbejderne nedlægger arbejdet. Der er forskellige regler for, hvornår og hvordan en strejke skal varsles, og det vil jeg ikke gå ind i her. Læs mere om de enkelte regler her.

I dag, mandag den 5/5-18, vil det blive offentliggjort, hvilke arbejdspladser der udtages til strejke. Læs mere om, hvad det – i hvert fald for sygeplejerskerne. Det betyder selvfølgelig, at en del arbejdspladser ikke strejker, og skal forholde sig neutralt og arbejde som vanligt under konfliktperioden. Hvis din arbejdsplads ER omfattet af strejken, skal man – så snart den træder i kraft – forlade sit arbejde.
Vær bevidst om, at der for fx sygeplejersker findes et ’nødberedskab’. Det er den lokalt bestemte bemanding, der skal være på den enkelte afdeling under konflikten.

What’s all the fuss about?
Som sagt er der i øjeblikket sammenbrud i OK18, og i øjeblikket forsøger forligsmanden at mægle mellem fagforbundene og arbejdsgiverne. Men hvad er det egentlig problemet er i forhandlingerne?
Det helt store issue drejer sig om løn og forskellen på løn mellem privat og offentligt ansatte.

For at vide lidt mere om, hvad de sundhedsprofessionelle diskuterer og ønsker under OK18, har jeg fundet lidt på hjemmesiden for Sundhedskartellet:

”Sundhedskartellet er en forhandlings- og samarbejdsorganisation for mere end 100.000 beskæftigede i sundheds- og socialsektoren. […] Sundhedskartellets besluttende organ er Forhandlingsudvalget, som udgøres af en formand fra hver medlemsorganisation. Formand for Sundhedskartellet er Grete Christensen.” (kilde: https://sundhedskartellet.dk/om-sundhedskartellet/)

Organisationen omhandler blandt andet sygeplejersker, jordmødre, fysioterapeuter og bioanalytikere. Ønsker du at vide mere om, hvad det helt konkret er vi forhandler om, så læs mere her)

Jeg håber, at indlægget har været nyttigt, og at de mange forskellige referencer til diverse hjemmesider/artikler, kan give dig nogle steder at starte, hvis du vil vide mere om OK18.

//Signe Marie

Digt skrevet 21. september, 2017

“Tid” (redigeret)

Hvis kort tid er kort tid, hvor lang tid er lang?
Har tiden en længde, når den går sin gang?
Sekund er sekund, men tid noget andet,
Et tidsrum, en tilstand, et liv, blandt andet

At være døende gør tid til en bro
En overgang, bevægelse, fra smerte mod ro
Men hvis du er bange eller har ondt,
er tiden for lang med selv et sekund

Digt skrevet den 2. oktober, 2017

“Til lyden af et åndedræt”

Har døden navn, er døden brat
Når døden den er nær?
Er det lyden af et åndedræt,
Som ikke mere er?

Når sorg fylder mere end overenskomstforhandlinger

Med overenskomstforhandlinger for offentligt ansatte, burde det klart være emnet for dagens indlæg. I virkeligheden er der tusindvis af sygeplejefagligt relevante emner, jeg kunne tage op, men i dag er jeg vist mest bare Signe. Også i dag er det den 2 marts, som er fødselsdagen for min farmor, der døde i 2009. Sædvanligvis ville jeg ringe til min far og ønske ham tillykke med dagen. Nu har hans telefonselskab lukket hans telefoner, så jeg kan ikke engang høre hans telefonsvarerbesked mere.

“Det er Kim og maskinen. Når klartonen vil lyde, din besked kan flyde”

Sådan lød hans telefonsvarer og har gjort det hele mit liv, og det får mig stadig til at grine. Efterhånden begynder hans fravær og det konstante savn at smelte sammen til en følelse af vedvarende bevidsthed om ham. På den måde bliver min far til al tid, alle steds, nærværende for mig.

Nogle dage føles det som om, jeg ikke kan holde ud at tænke på ham. Men så går det op for mig, at han er allerede borte. Han bliver ikke mere eller mindre død af, at jeg tænker på ham og taler om ham. Ordet “død” ændrer intet. Det er han allerede, og virkeligheden ændrer sig ikke, selvom mine tanker og følelser gør. I en verden der er så kaotisk, føles det næsten betryggende, at der trods alt er en konstant. At min far ikke kan dø mere, end han allerede er. Jeg har ham stadig med mig i hjertet og i sindet.

Al den sorg, der er min, får mig til at tænke over den sorg, der er andres. Jeg har mistet en far. Noget som de fleste af os kommer til at opleve. Det er virkelig ikke “noget specielt”. At miste sit livs kærlighed eller miste et barn må føles sværere at acceptere, tænker jeg. Kærligheden og sorgen ved tabet kan dog nok ikke sammenlignes, og det synes jeg heller ikke, det skal.

For nu hjælper det mig at skrive om det på denne blog.
I guder, tænk at man kan savne så meget

Ikke noget på sinde?

Tavsheden de seneste uger har ikke skyldtes stilstand eller manglende inspiration i mit liv. Tværtimod. Måske sker der næsten lidt for meget, og jeg holder tungen lige i munden for at kunne følge med.

Relateret til mit liv som sygeplejerske, sker der spændende og foranderlige ting.
Jeg har valgt at opsige min stilling på Rigshospitalet, og starter til april på en stilling, også i neurologien, på Bispebjerg Hospital. Der er flere personlige grunde til min beslutning, og den har været svær, fordi jeg har stor agtelse for min nuværende arbejdsplads. Ikke desto mindre glæder jeg mig også til forandringen og den udfordringen i at være ny et sted.

I en ikke så professionel sammenhæng, men dog relateret til arbejdet som sygeplejerske, har jeg indsendt og fået accepteret et læserbrev i fagbladet “Sygeplejersken” (som jeg offentliggør på bloggen, når det er udgivet).

Sidste uge var jeg ude at holde foredrag (på vegne af SIND), denne gang for personalet på et værested for unge med psykiske lidelser / udfordringer. I forlængelse af dette er jeg booket til et foredrag Randers, også for professionelle inde for samme genstandsfelt, hvor jeg skal tale foran det hidtil største antal deltagere. Vil du læse mere om det slags foredrag jeg holder, kan du læse mere her 🙂

I private sammenhænge begynder visse ting at falde på plads. Det er nu sikkert og afgjort, at jeg overtager mit barndomshjem, min fars andelslejlighed og har råd til at sætte den i stand. Det betyder, at jeg flytter tilbage til København sidst i foråret og først i sommeren.

Jeg vil være ærlig at sige, at mit overskud er minimalt. Egentlig tror jeg ikke helt, jeg var klar over, hvor mange følelser og hvor meget usikkerhed, der var bundet op på afgørelsen om, hvorvidt det økonomisk ville lade sig gøre at overtage min fars lejlighed. Nu rammes jeg af en lettelse, en følelse af at få løftet en tung, tung dyne af mig.
Følelserne er bittersøde – mange af de forandringer mit liv byder på, ville ikke være sket, havde det ikke været for min fars død. Det føles ambivalent.

Ikke desto mindre kan jeg for første gang siden juni trække vejret.